EM-kvalifikationen til slutrunden i Tyskland i 2024 er lige rundt om hjørnet.

Selvom spekulationerne har været mange om Kasper Hjulmands fremtid efter et skuffende VM, bekræfter han nu selv, at han fortsætter som landstræner.

Det fortæller Kasper Hjulmand til TV 2.

Det betyder, at han vil gennemføre sin kontrakt med Dansk Boldspil-Union (DBU) frem til sommeren 2024 og dermed vil lede Danmark under slutrunden i Tyskland, hvis det danske landshold ville kvalificere sig.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Vi har fundet frem til nogle ting. En debriefing, som var god i forhold til ting, vi kunne have gjort anderledes, og ting vi kan gøre bedre næste gang. Og for at sætte to streger under så er jeg topklar, og jeg glæder mig til den næste periode,« siger Kasper Hjulmand til TV 2.

Han slår samtidigt fast, at spillerne og ham selv glæder sig til at vise danskerne, at de stadig er klar på de nye udfordringer til trods for, at det har været en svær tid som landstræner efter VM-skuffelsen.

Kasper Hjulmand forklarer blandt andet, at han havde stresssymptomer, og at det er svært at kapere, at man som landstræner skal gå så længe at vente på den næste landskamp for, at man kan komme op i omdrejninger igen.

DBU-direktør Peter Møller fortæller til TV 2, at han aldrig har været i tvivl om, at Kasper Hjulmand ville fortsætte perioden ud som landstræner.

Danmark skuffede fælt ved VM-slutrunden i Qatar, hvor danskerne blot spillede sig til et enkelt point i en ellers overkommelig pulje med Tunesien, Frankrig og Australien.

Den danske oprejsning starter forhåbentlig, når Danmark møder Finland i EM-kvalifikationen 23. marts i Parken. Danmark er også i pulje med Slovenien, Nordirland, Kasakhstan og San Marino.