'Kosovo er Serbien'.
Sådan lød det på et banner, nogle tilskuere viste frem på tribunen under landskampen mellem Rumænien og Kosovo.
Og det betød, at gæsterne flere gange appellerede til dommeren.
Rumæniens anfører forsøgte at gå ud for at tale med gruppen, der allerede inden kampen havde advaret mod de budskaber, de ville komme med.
EM-kvalifikationskampen mellem de to nationer startede klokken 20.45, og efter lidt over 20 minutter valgte dommeren at stoppe kampen.
Efter få minutter sendte han spillerne i omklædningsrummet.
Udover bannere sang de også smædesange mod Kosovo. Ifølge flere journalister, der sad til kampen, blev der råbt: 'Kosovo er Serbien'.
Der blev desuden affyret pyroteknik.
Kampen blev siden officielt suspenderet, og efter 40 minutter kom holdene tilbage på banen.
Journalisten Emanuel Rosu, der er til stede på stadion skriver på Twitter, at kampen bliver genoptaget, og at stadionspeakeren adskillige gange har bedt de rumænske fans om at stoppe med både tilråb og bannere.
Det skulle ifølge ham være 'sidste advarsel', for ellers bliver kampen angiveligt stoppet helt.
I perioden 1996-1999 var Kosovo i krig med det daværende Jugoslavien. I 2008 opnåede Kosovo uafhængighed fra Serbien. Uroen ulmer dog stadig mellem nabolandene.
I EU er der fem lande, som ikke anerkender Kosovos selvstændighed, og Rumænien er et af de lande.
Heller ikke stormagter som Rusland og Kina anerkender Kosovos selvstændighed.
Allerede inden kampen var der optræk til uroligheder, da der blev råbt: 'Serbien, Serbien, Serbien', da Kosovos nationalmelodi blev afspillet.