Konflikten mellem Spillerforeningen og DBU har sat sine spor på det danske landshold. Det fortæller landstræner Søren Randa-Boldt, der mener, at vejen til VM nu kan blive meget lang.

For VM-kvalifikationskampen mod Sverige fredag aften blev aflyst, og lige nu er UEFA ved at finde ud af, hvilke konsekvenser det skal have for Danmark. Det kan være et skrivebordsnederlag til Sverige eller udsmidning af VM-kvalifikationen blandt andet.

»Hvis vi bliver taberdømt 0-3 til Sverige, så har vi rigtig langt til VM. Jeg sagde før kvalifikationen startede, at tabte vi mod Sverige, så fik vi travlt,« fortæller Søren Randa-Boldt.

Som også har gjort det klart over for sine spillere, at konflikten ikke skal fylde noget i hovederne på dem, når de går på grønsværen i Kroatien.

»Man kan godt mærke på spillerne, at den her konflikt kører. De har jo været frustreret. Men spillerne er blevet fortalt, at hvis man ønsker at være med mod Kroatien, så må man lægge konflikten på hylden til efter kampen. Det samme har trænerne og lederne fået at vide. Hvis man ikke kan være i det her show, så må man smutte. Men alle har meldt sig klar, og det er jeg glad for,« siger landsholdstræneren.

Som også understreger, at der ingen problemer er mellem spillerne og træner-/lederstaben.

»Vi har haft en lille snak med spillerne, da de mødte ind, for at høre, hvordan de har det mentalt, og hvor de står. Men vi skal have en grundigere snak omkring det senere hen,« siger Søren Randa-Boldt

Han fortæller, at til trods for, at holdet kommer med en række aflyste træninger, så ligger der alligevel en plan klar til Kroatien-kampen. Trænerstaben har blandt andet set videoer fra Kroatiens seneste kampe, og er helt opdateret på, hvordan det kroatiske hold står.

Danmark spiller mod Kroatien på tirsdag klokken 18. Det kroatiske hold har indtil nu spillet tre kampe, hvor to af dem er blevet uafgjort og en er tabt.