Landsholdsstjernens vilde liv: Vaccinemodstander, millioner i skattely – og en skandaløs bytur
Allan Nielsen har flittigt bidraget til overskrifterne igennem sin fodboldkarriere og sit liv som kendis – på godt og ondt.

Allan Nielsen har flittigt bidraget til overskrifterne igennem sin fodboldkarriere og sit liv som kendis – på godt og ondt.

Allan Nielsen skabte overskrifter som fodboldspiller – og endnu flere efter fodboldkarrieren.
Onsdag kom det frem, at den tidligere landsholdsstjerne Allan Nielsen er blevet kendt skyldig i at have placeret næsten 19 millioner kroner, der skulle have været beskattet i Danmark, i skattely i Panama.
Han skal nu betale mere end 5,5 millioner kroner tilbage til Skattestyrelsen – men indtil videre er han og hustruen Tina Lund flyttet til Dubai. Og det er usikkert, om den danske pengekasse nogensinde ser de manglende millioner.
B.T. tegner her et portræt af den i dag 55-årige Allan Nielsen, der efter karrieren blev kendt for meget andet end fodbold.
Allan Nielsen var som teenager et kæmpe fodboldtalent fra Esbjerg. Og karrieren kender de fleste. Til Bayern München som 18-årig, videre til OB, FCK og Brøndby. Så en tur til England, hvor han på et splitsekund blev en klublegende, da han scorede kampens eneste mål, da Tottenham vandt Carabao Cuppen i 1999.

Det blev også til en fin landsholdskarriere med 44 optrædener for de rød-hvide. Og han kom på måltavlen både ved EM i 1996 og ved VM i 1998. Han stoppede sin aktive karriere i 2004.
Men det vil være synd at sige, at Allan Nielsen herefter forsvandt fra offentlighedens spotlys.
I 2009 blev han efter 14 års ægteskab skilt fra topdesigneren Rikkemai Nielsen. Parret havde sammen tre døtre – heriblandt Ida Marie Nielsen, som senere er blevet en kendt skuespiller med blandt andet en stor rolle i hitserien 'Vikings'.
Ganske kort efter skilsmissen stod han og den kendte springrytter og realitypersonlighed Tina Lund frem som et par.

Og to år senere blev de to gift med en stor bryllupsfest på Næsbyholm Slot.
Men ægteskabet har ikke været uden sine kriser – eksempelvis blev offentligheden i 2013 vidne til et sandt drama, der opstod, da Allan Nielsen – der havde deltaget i tv-programmer som 'Vild med Dans' og 'Tæsk en kendt' – tog en meget våd bytur i Esbjerg.
Her mødte han reality-stjernen Putte Thomsen, der var kendt fra programmet 'Singleliv'. Og det var angiveligt IKKE gentleman-versionen af Allan Nielsen, der var i byen.
»Han gramsede både på min og min venindes fjams. Så vi blev nødt til at danse sammen for at undgå, at han pillede,« fortalte Putte Thomsen til Ekstra Bladet i maj 2013.
Brødbetynget måtte Allan Nielsen til tasterne på Facebook, hvor han blandt andet skrev:
»Jeg er den eneste ansvarlige i dette og ønsker af hele mit hjerte, at I alle vil støtte Tina og Louis i denne svære tid. Jeg har svigtet min elskede familie, som jeg engang håber, igen vil tilgive mig.«

I august samme år flyttede familien Lund Nielsen til Dubai for at satse fuldt ud på Tina Lunds karriere som springrytter. Her boede parret i otte år, indtil de i 2021 returnerede til Danmark.
Da Covid-krisen opstod i marts 2020 deltog Allan Nielsen flittigt i den offentlige debat. Her sprang han ud som skeptiker – både over for sygdommens alvor og over for vaccineprogrammet.
På sin Facebook-profil (der i dag er slettet) fortalte han ifølge Zetland, at Microsoft-grundlægger Bill Gates havde sine 'blækspruttearme nede i samtlige medicinalfirmaer i hele verden', og at virussen var et 'skalkeskjul for de multinationale virksomheders og regeringernes ønske om total kontrol og rigdom'.
Han vakte bred forargelse, da han efter Christian Eriksens kollaps i Parken i 2021 støttede smykkedesigner Mai Manniches teori om, at fodboldspillerens hjertesvigt skyldtes Pfizer-vaccinen.
I 2021 kastede han sig også i en ordkrig med Ordrup Gymnasium. En lærer på gymnasiet havde ifølge Allan Nielsen kaldt hans datter for 'dum' og for 'taber', fordi hun ikke ønskede at blive vaccineret forud for en studietur.
»Jeg bliver chokeret og bekymret, idet det kommer fra en lærer. En offentlig ansat og en offentlig institution som har med børn at gøre. En lærers egen personlige holdning til, hvad der foregår i verden lige nu, er på ingen måde noget, der skal påduttes børn,« sagde han til B.T.
Rektoren fra Ordrup Gymnasium afviste, at læreren havde sagt disse ting til Allan Nielsens datter.
I årevis ulmede sagen om Allan Nielsens millioner i Panamas skattely – efter at hans firma fremgik i det store Panama Papers-læk i 2016.
For fire år siden konfronterede Ekstra Bladet ham med sagen på en parkeringsplads foran Netto i Skævinge. Her fik Allan Nielsen meget travlt med at finde sin bil.
I sidste uge afgjorde Københavns Byret så at, at Allan Nielsen skylder den danske stat mere end 5,5 millioner kroner.
Allan Nielsen har anket sagen til landsretten – og i denne uge afslørede han og Tina Lund, at parret flytter til Dubai.
B.T. har i flere dage forgæves forsøgt at få en kommentar fra Allan Nielsen.