Yussuf Poulsen er næste mand i rækken af landsholdsspillere, der skal have børn. Og den store nyhed sendte han ud på en lidt alternativ måde.

For det var ikke sådan, at den 24-årige RB Leipzig-spiller rejste sig op ved middagsbordet i landsholdslejren og slog på glasset.

Han og kæresten Maria Duus tog i stedet mere moderne metoder i brug.

»Jeg fortalte det faktisk egentlig ikke her. Jeg kom ind, og vi havde postet det rundt omkring, så jeg vidste godt, at medierne ville opfange det relativt hurtigt. Så ryger det ligesom rundt til alle, så jeg ikke selv behøver at stille mig op og sige det,« siger Yussuf Poulsen, der havde en særlig grund til at komme ud med nyheden nu.

»Min kæreste er begyndt at vokse en lille smule, og hun var lidt træt af, at hun havde følelsen af, at hun skulle gå rundt og gemme den. Så vi besluttede os bare for, at vi skulle sige det til folk.«

Der går lige et halvt års tid, før Yussuf Poulsen og Maria Duus skal være forældre til efteråret.

Der er lidt tid endnu til at vænne sig til tanken for landsholdsangriberen.

»Jeg glæder mig helt vildt. Når hverdagen løber, er det ikke det, der ligger forrest i mit hoved, fordi det alligevel først er om lang tid. Så snart jeg er væk fra banen og fodbolden, fylder det meget,« siger Yussuf Poulsen.

Foto: LEON KUEGELER
Vis mere

Til hverdag bor han med kæresten i Tyskland. Og derfor var der også nogle, som fik den store nyhed om familieforøgelsen før andre.

»Nede i Tyskland ville vi gerne have en jordemoder, der taler engelsk og ikke en, der snakker tysk. Min kæreste ville gerne have, at hun er sikker på alt, hvad der bliver sagt. Og hun er bedre på engelsk end på tysk.«

»Jeg har en holdkammerat, hvis kæreste fødte for et halvt år siden, der brugte en jordemoder, som er rigtig god på engelsk. Han fik det at vide, før alle andre gjorde, fordi vi skulle bruge den jordemoder,« siger Yussuf Poulsen.

Yussuf Poulsen kan dog godt lægge babytankerne til side de næste par dage, hvor han er i Sankt Gallen med det danske landshold inden tirsdagens kvalifikationskamp til EM mod Schweiz.