Andreas Christensen er ikke rejst til Paris med landsholdet, da hans kone er ved at føde.

Det danske fodboldlandshold må klare sig uden en af holdets vigtigste brikker i forsvaret i fredagens vanskelige udekamp mod Frankrig i Nations League.

Andreas Christensen er nemlig ikke rejst med resten af landsholdet til Paris, da hans kone er ved at gå i fødsel.

Det siger landstræner Kasper Hjulmand på et pressemøde i Paris torsdag aften.

Thomas Sjørup

»Andreas Christensen er blevet hjemme. Hans kone er ved at føde,« siger landstræneren.

Dermed må Hjulmand sammensætte en ny konstellation i det centrale forsvar, hvor landstræneren har svoret til at benytte Andreas Christensen og Simon Kjær. Sidstnævnte er på vej tilbage fra en skade.

I stedet kan Hjulmand vælge mellem Jannik Vestergaard, Joachim Andersen, Victor Nelsson og Nicolai Boilesen til pladserne i det centrale forsvar.

Det er usikkert, om 26-årige Andreas Christensen kan tilslutte sig tids nok til at være i betragtning til mandagens udekamp mod Østrig i Wien.

Han spillede sin første landskamp i 2015, og samlet har han spillet 55 A-landskampe for Danmark.

Også Christian Nørgaard misser fredagens kamp på Stade de France, siger Hjulmand på torsdagens pressemøde. Det kommer dog næppe som en overraskelse for landstræneren, da han i flere uger har været bekendt med, at Nørgaard kæmper for at komme sig over en mindre forstrækning.

Derudover er hverken Jesper Lindstrøm eller Frederik Rønnow udtaget til landsholdet grundet skader.

I alt spiller Danmark fire Nations League-kampe i perioden 3.–13. juni.

/ritzau/