Aflysningen af Sverige-Danmark kunne være undgået, men DBU nølede, siger målmand Stina Lykke.

Ballerup. Ifølge flere danske landsholdsspillere kunne fodboldlandskampen mellem Sverige og Danmark være blevet reddet af en delaftale.

Allerede i onsdags tilbød spillerne således Dansk Boldspil-Union at indgå en delaftale, men det var DBU ikke med på.

Sådan lyder udmeldingen fra målmand Stina Lykke, midtbanespilleren Sanne Troelsgaard og forsvarsspilleren Theresa Nielsen, efter parterne fredag har indgået en delaftale, der umiddelbart sikrer afviklingen af VM-kvalifikationskampen mod Kroatien tirsdag.

- Vi fremsatte forslaget til DBU onsdag aften, hvor der stadigvæk var en mulighed for, at vi kunne spille den her kamp (mod Sverige, red.). Det var inden Uefas deadline, men DBU valgte at aflyse kampen.

- Vi har ikke hørt noget argument fra DBU. Vi hørte først fra DBU dagen efter (torsdag), og der var der ikke noget at gøre, siger Stina Lykke til TV2 Sport.

Sanne Troelsgaard supplerer over for DR.

- Vi sendte en delaftale til DBU onsdag aften i håb om at kunne spille kampen (mod Sverige, red.). DBU valgte at aflyse kampen inden deadline. Det er vi selvfølgelig kede af, men nu ser vi frem til at komme ud at spille fodbold, siger hun.

Ifølge forsvarsspilleren Theresa Nielsen er fredagens delaftale identisk med den, som spillerne tilbød onsdag.

- Det er den, der er forhandlet på plads nu, ja, siger hun til Ekstra Bladet.

Forhandlingerne om en ny permanent landsholdsaftale vil fortsætte efter tirsdagens kamp. Her vil Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) og Den Internationale Spillerforening (Fifpro) være mæglere.

- Vi har Fifpro og Uefa inde som mæglere, så jeg skal tro på, at det her kan lykkes, siger Stina Lykke til TV2 Sport.

Landsholdsspillerne møder ind i landsholdslejren fredag eftermiddag og træner i Ballerup.

/ritzau/