Det er et hårdt slag for fodboldlandsholdet, at topscorer Christian Eriksen på grund af en skade i mavemusklerne ikke kan være med, når Danmark lørdag møder Irland på udebane i Nations League.

Det siger de danske landsholdsspillere, som aktuelt er i gang med forberedelserne til kampen uden Eriksen, der under Åge Hareide ikke har misset en betydende landskamp.

Målmand Kasper Schmeichel mener ikke, at Eriksen kan erstattes af en spiller på samme niveau.

- Hvis man tager Christian Eriksen ud af et hvilket som helst fodboldhold i verden, så vil man kunne mærke det.

- Han er en kæmpe spiller og er meget, meget vigtig for os, ikke kun med sine mål og kreativitet, men også med sin arbejdsindsats på banen og sin personlighed inde i omklædningsrummet, siger målmanden.

For midtbanespilleren Thomas Delaney betyder Eriksens fravær, at han nu må tage ekstra ansvar, specielt når Danmark er i boldbesiddelse.

- Der vil selvfølgelig være en eller anden følelse af, "hvor fanden er Christian?" - vi plejer at kunne give ham bolden.

- Vi har ikke brug for at have ham til at lægge alle afleveringerne, men han har været afgørende for os, fordi han har scoret så mange mål. Det bliver svært at erstatte ham, siger Thomas Delaney.

Christian Eriksen har lavet 19 mål i sine 25 landskampe under Åge Hareide.

Ifølge forsvarsspilleren Mathias "Zanka" Jørgensen øger Eriksens fravær presset på de øvrige spillere, som alle har et ansvar for at fylde hullet efter ham.

- Der er ikke én, som kan gå ind og fylde Christians sko, men hvis alle kan steppe en procent op, så tror jeg, det er det nok til at udfylde det hul fornuftigt, siger "Zanka".

Spillerne henviser til Åge Hareide og landstrænerteamet, når de bliver spurgt om, hvem der er Eriksens ideelle afløser på lørdag.

Thomas Delaney slår dog fast, erstatningen næppe kan træde ind og spille på samme måde, som Eriksen plejer at gøre.

- Jeg tror ikke, vi skal forsøge at erstatte ham med en, som spiller på samme måde, for han er en af de bedste i Europa til det, han gør.

- Han kan ikke erstattes en til en, så vi skal finde en anden måde at spille på. Det er heldigvis ikke op til mig at finde ud af hvem og hvordan, siger Thomas Delaney.

/ritzau/