For fire år siden måtte hun på tragisk vis melde afbud til EM. Søndag aften skulle Sanne Troelsgaard så bare bruge seks minutter på at være den afgørende forskel.

Den 28-årige landsholdsspiller nåede højst på piposten fra Pernille Harders frispark kort inde i Danmarks åbningskamp ved EM mod Belgien, og Troelsgaards mål blev kampens eneste.

For fire år siden stod Sanne Troelsgaard stort set også med kufferten pakket, da kvinderne skulle til EM i Sverige. Men så langt nåede hun ikke. Hun valgte at melde fra før slutrundestart, da hendes far var meget syg af kræft. Han døde to dage før slutrunden.

Til TV 2 SPORT har hun fortalt om sine tragiske oplevelse, hvor hun valgte at vælge fodbolden fra, for at være sammen med sin far - uden nogen form for tvivl.

»Jeg var dér, hvor jeg skulle være. Jeg tænkte ’fuck det EM’, selv om folk har spurgt lige siden, hvordan jeg kunne sige nej til EM. Men det kan du sagtens, når du står i den situation,« siger hun til TV 2 SPORT.

Fire år senere var Sanne Troelsgaard så med fra start for Danmark, og med sit mål sikrede hun Danmark tre vigtige point i jagten på en kvartfinale.

»Det var en speciel kamp. Jeg missede desværre sidste EM, men at jeg i dag for lov til at starte inde og så score et mål, det er en fantastisk følelse. Men jeg synes, det var en hård kamp. Det var tre vanvittigt hårde point, vi fik kæmpet os til, men en sejr var det vigtigste,« sagde Sanne Troelsgaard til BT efter kampen.

Sanne Troelsgaard var i kampen blevet flyttet tilbage som en af to kontrollerende midtbanespillere, hvilket ikke er noget, hun normalt spiller på landsholdet. Alligevel føler hun, at den mere centrale position i banen passede hende fint.

»Jeg synes egentligt, at det var der, jeg kunne bruge min fysik og gør noget for holdet i dag. At jeg ikke var så meget med offensivt, det er egentligt fint nok, for så har jeg andre i offensiven, og jeg ved, Theresa (Nielsen, red.) kommer ude på kanten. Så at jeg kan sikre det lidt mere defensivt, det er betstemt også en vigtig rolle, og det føler jeg mig godt tilpas med,« sagde Sanne Troelsgaard.

Danmark skal i kamp igen torsdag mod Holland.