Landsholdets Lucas Høgsberg håber at få selskab af kæresten i Frankrig, hvor han lige nu forsøger at sætte pris på sit eget selskab.
Han er lige blevet 19 år denne sommer, men har pludselig måttet sætte turbofart på voksenlivet.
Efter sit skifte fra barndomsklubben FCN, hvor han startede som tre-årig, er han nu ankommet - købt for over 100 mio. kroner - til franske Strasbourg, hvor han står meget på egne ben.
»Det har været svært. Inden man flytter, har man nok ikke lige fået øjnene op for, at man selv skal ned og vaske tøj, lave mad og gøre rent.«
»Man skal lære at nyde sit eget selskab. Det er egentlig det sværeste, synes jeg. Det at være alene.«
»Man kommer ikke hjem til nogen stemmer, men kun et gulv, der knirker og en el-kedel, der kører.«
»Familien og min kæreste har været gode til at besøge mig. Sådan kommer det også til at være i fremtiden, for de kommer frem og tilbage, så forhåbentlig kan det sætte lidt ro på min hverdag.«
Kæresten er dog ikke flyttet med ned i første omgang, men fremtiden kunne byde på det.
»Det håber jeg - det er i kortene. Jeg håber, at vi kan finde på noget i den nærmeste fremtid, men sproget er udfordringen.«
Fodboldmæssigt er han startet super godt og ligger blot et point fra førstepladsen i Ligue 1.
Normalt har fodboldspillere kun den næste kamp i hovedet, men her gør Høgsberg en undtagelse.
»Vi har en vigtig kamp mod Paris (Saint-Germain, red.) ude efter landskampspausen, som vi forhåbentlig kan få point i.«
Mødet med Champions League-mestrene er det største i hans nye klub.
»Det er en kamp, jeg har drømt om.«
Inden da venter landskampene mod Belarus og Grækenland, hvor Høgsberg dog står bag Joachim Andersen og Andreas Christensen, der normalt udgør midterforsvaret.