2800 fremmødte i Horsens dannede tirsdag ramme om kvindelandsholdets første kamp i VM-kvalifikationen.

Det var knap 12.000 mindre, end der var til seneste hjemmekamp mod Finland i Parken i oktober, men målscorer Amalie Vangsgaard følte god opbakning fra lægterne.

- Jeg synes faktisk, vi kunne høre tilskuerne, og de gav holdet god energi. Det var vigtigt. Jeg håber, at vi ved at spille forskellige steder kan skabe god energi og kan vise børn og unge, at landsholdet er for alle, siger angriberen.

Også anfører Pernille Harder roser kulissen efter 3-1-sejren over Serbien.

- Jeg synes, de fremmødte gjorde det fantastisk. Der var en god opbakning, og jeg fokuserer på dem, der kommer.

- Der kunne selvfølgelig have været flere, men man kunne høre de 2800 gennem hele kampen, siger Bayern München-stjernen, der ikke mener, at spillerne kan gøre så meget mere, end de allerede gør.

- Hvis folk ikke vil komme, så kommer de ikke, men når vi spiller på Sjælland, plejer der i hvert fald at komme mange, konstaterer hun.

Højere temperaturer og weekend i stedet for en hverdagsaften vil gøre en del for tilskuertallet, mener landstræner Jakob Michelsen.

- Men i sidste ende handler det om resultater og præstationer. Vi sætter stor pris på dem, der kom. Det var en dejlig opbakning, og banen var fin efter årstiden.

- Som landstræner er det altid dejligt, når man vinder, siger han med et smil.

Danmark gæster lørdag Italien i sin næste kamp i VM-kvalifikationen. I april gælder det først Sverige ude og siden Italien på hjemmebane i Parken.

Det er tredje gang, at fodboldkvinderne får en kamp i nationalarenaen. Mod Brasilien i 2022 så lidt over 22.000 en testkamp i juni, mens der var cirka 14.500 mod Finland i oktober sidste år.

/ritzau/