Efter 47 landskampe takkede Claus Jensen af i rødt og hvidt i 2007, men siden da har der stadig været jern i ilden.

Han er fodbolddirektør i Nykøbing FC, men har tilsyneladende også haft en fornuftig hånd på boligmarkedet, fortæller KøbenhavnLiv.

Fra venstre Martin Jørgensen, Dennis Rommedahl og Claus Jensen. Sidstnævnte var med til to slutrunder for Danmark.
Fra venstre Martin Jørgensen, Dennis Rommedahl og Claus Jensen. Sidstnævnte var med til to slutrunder for Danmark. Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix

I 2010 købte han og hustruen en villa i Carlsberg-kvarteret, der ligger i udkanten af Valby.

Den 400 kvm store bolig kostede dengang 9,2 mio., men nu skriver lokalmediet, at den tidligere landsholdsspiller har fået 30,5 mio. kroner for den i et nyligt salg.

Det fremgår ikke, hvor mange penge der er smidt i boligen, så det er usikkert, hvor stor avancen er.

De fleste fodboldfans vil nok huske Claus Jensen som en dygtig tekniker for Lyngby Boldklub, Bolton, Charlton og Fulham.

Han indstillede den aktive karriere i 2007, og i 2015 gik han ind i Nykøbing FC med blandt andet madlegenden Claus Meyer og komikeren Mick Øgendahl.