Det kom som en stor overraskelse for 25-årige Nikolas Nartey, da han i sidste uge blev udtaget til det danske A-landshold i fodbold for første gang.
Med lidt over 200 minutters førsteholdsfodbold for bundesligaklubben Stuttgart i denne sæson havde den tidligere ungdomslandsholdsspiller ikke regnet med at få et opkald fra landstræner Brian Riemer.
Det fortæller Nartey i den danske landsholdslejr efter sin første træning med nationens bedste fodboldhold.
- Det var en dejlig overraskelse, da Brian ringede for en uge siden. Det havde jeg ikke lige forventet. Jeg er først lige begyndt at spille, så det var et virkelig dejligt opkald.
- Jeg havde ikke været i dialog med Brian Riemer op til, og det var første gang, jeg snakkede med ham som landstræner, siger Nikolas Nartey, der kender Riemer fra deres fælles tid i FC Københavns ungdomsafdeling.
Da han skulle viderebringe landstrænerens gode nyhed, blev han mødt med skepsis og glæde fra sine nærmeste.
- Med det samme Brian havde lagt på, så var det bare at ringe til mor. Hun troede ikke på mig i starten, griner Nartey.
- Så blev hun glad og var helt oppe at køre på mine vegne.
Beskeden blev også mødt med overraskelse, stolthed og glæde hos lillebror Noah Nartey, der i disse uger stråler for Brøndby i Superligaen og er en del af U21-landsholdet.
I Joakim Mæhles skadesfravær er Nikolas Nartey udtaget som en gardering for Patrick Dorgu på venstre back, selv om Nartey i størstedelen af karrieren har spillet i maskinrummet på midtbanen.
Får han Riemers tillid i de kommende kampe mod Belarus og Skotland, vil han vise sine kvaliteter frem for de mange danskere, der næppe kender ham så godt efter en skadesplaget seniorkarriere i tysk fodbold.
- Min favoritposition er på midtbanen, men jeg har det fint med at være udtaget som venstre back. I Stuttgart bliver jeg brugt på lidt forskellige pladser, og jeg har spillet både offensiv midtbane, central midtbane og back.
- Jeg er en type, der gerne vil have bolden og er god i kombinationsspillet, og jeg vil gerne vise, at jeg er god i duellerne og vinder mine en-mod-en-dueller, siger Nikolas Nartey.
Allerede mandag var Nartey ude på træningsbanen i Helsingør, hvor otte spillere deltog i en let træning. Her fik lov til at træne sammen med en af de spillere, han har set op til.
- Jeg har set Christian Eriksen, da jeg var yngre, og ham ville jeg gerne spille sammen med, og nu har jeg muligheden for det, og det er rigtig stort. Det var en rigtig fin træning, og jeg glæder mig til, at alle i truppen er med ude på banen, siger Nikolas Nartey.
Landsholdet træner igen tirsdag formiddag.
/ritzau/
