Ifølge fodboldlandsholdets læge, Morten Boesen, gav Christian Eriksens pacemaker et stød, som den skulle, da landsholdsstjernen fik det dårligt under søndagens landskamp mod Ukraine i Odense.

- Christian har det godt og gik selv fra banen. Som jeg ser det støder pacemakeren, som den skal.

- Han var kortvarigt væk, men meget hurtigt ved bevidsthed, og vi var hurtigt i kontakt med ham, fortæller Morten Boesen ifølge DBU.

Eriksen var selv i stand til at gå hen til ambulancen, og nu venter yderligere undersøgelser.

- Nu skal han undersøges yderligere på hospitalet for at finde ud af, hvad der forårsagede hændelsen. Vi er løbende i kontakt med ham og lægerne på sygehuset. Men Christian har det godt, og han bad mig hilse alle spillerne og sige, at han var okay, siger landsholdslægen.

Danmarks testkamp mod Ukraine blev afblæst efter hændelsen og spilles ikke til ende.

Det er fem år siden, at Eriksen fik hjertestop under EM-kampen mod Finland. Efterfølgende fik han indopereret en pacemaker.

/ritzau/