Det er næppe Christian Gytkjær, som er Åge Hareides plan a mod Schweiz.

Men den målsultne angriber lader sig ikke slå ud af det faktum. Han drømmer. Og den drøm går ud på at få sat sit første landskampsmål i nettet i Basel.

»Lige prikke den ind på bageste. Keeperen halv-redder. Indersiden af stolpen. Den hopper og danser på stregen. Så kommer jeg,« siger Christian Gytkjær med et smil på læben.

Nicolaj Jørgensen eller Kasper Dolberg ender højst sandsynligt med at indtage pladsen i front i Danmarks første kvalifikationskamp til EM i 2020. Men ude på bænken vil Lech Poznan-angriberen sidde klar til at indtage den rolle, som han hellere end gerne udfylder. Som joker.

»Man tager aldrig landsholdet for givet. Men nu har jeg været med de seneste tre gange, og det er jeg da stolt over, at jeg er kommet hertil. Det klapper jeg mig selv lidt på skulderen over.«

»Ambitionerne stopper ikke her. Jeg vil gerne have prikket den ind snart. Få lidt hul på bylden. Det er det, jeg er her for,« siger Christian Gytkjær.

Christian Gytkjærs karriere har ikke været som de flestes. Den 28-årige angriber har primært bygget sin succes op i Norge og Polen, og nu er han så med på landsholdet. Det skyldes hans evne til at gøre noget af det samme som landsholdsassistent Jon Dahl Tomasson - at stå det rigtige sted.

Det har Gytkjær været god til i efterhånden mange år.

Lasse Schöne, Christian Gytkjær og Lukas Lerager under det danske fodboldlandsholds træning på Kybun Park i St. Gallen i Schweiz, søndag den 24. marts 2019. Danmark møder Schweiz på udebane i EM kvalifikationen i Basel, tirsdag den 26. marts 2019.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Lasse Schöne, Christian Gytkjær og Lukas Lerager under det danske fodboldlandsholds træning på Kybun Park i St. Gallen i Schweiz, søndag den 24. marts 2019. Danmark møder Schweiz på udebane i EM kvalifikationen i Basel, tirsdag den 26. marts 2019.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Det går godt og har gået godt stødt stigende over mange år nu. Jeg synes, jeg har været stabil længe. Jeg har scoret tocifret hvert eneste år de seneste fem-seks år. Jeg er garant for mål, og jeg er blevet lidt mere stabil med årene. Jeg har sænket skuldrene en lille smule. Sådan er det ofte, når man bliver et par år ældre. Jeg stresser måske ikke lige så meget, som man er ung, hvor jeg skulle bevise mig,« siger Gytkjær, som stadig drømmer om et skifte til en større klub.

»Jeg er et godt sted lige i øjeblikket og trives. Nu har jeg et år tilbage, og så må vi se.«

»Jeg har selvfølgelig ambitioner. Jeg bliver snart 29 år, så jeg ser også min mulighed for snart at få et skifte et spændende sted hen og udnytte, at jernet stadig er lidt halvlunkent. Der skal smedes lidt.«

Og jernet kan gå fra halvlunkent til brandvarmt med et landsholdsmål på cv'et også. Det kan være, at Christian Gytkjær får den mulighed i kampen mod Schweiz.