Den 8. december 2021 sendte en forfærdelig nyhed Mads Hermansen i dyb sorg.

Her fik den daværende Brøndby-keeper nyheden om, at den danske målmandslegende Lars Høgh var gået bort efter et længerevarende kræftforløb.

Overfor The Times giver den nu 23-årige dansker indsigt i det nære forhold, han fik til Høgh, da sygdommen ramte.

»Han blev mere som en mentor for mig, da han fik kræft. Vi snakkede nærmest sammen hver dag og analyserede kampe,« fortæller Hermansen.

Mads Hermansen har holdt ti rene burer i 30 kampe for Leicester i indeværende sæson.
Mads Hermansen har holdt ti rene burer i 30 kampe for Leicester i indeværende sæson. Foto: Foto: Andrew Yates/AP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Den forfærdelige nyhed faldt ovenikøbet aftenen inden, han og Brøndby skulle møde Sparta Prag i Europa League. 

Selvom danskeren var dybt påvirket af den tragiske nyhed, endte han alligevel med at vogte buret i opgøret, som Brøndby tabte med 2-0. 

En beslutning, der ifølge Hermansen selv formentlig ikke var den mest fornuftige.

»Det var den værste dag. Jeg kunne ikke tænke på andet. Når jeg ser tilbage på det, skulle jeg ikke have spillet, men Lars ville helt sikkert have ønsket, at jeg spillede,« forklarer han og fortsætter, at de øvrige landsholdsmålmænd Kasper Schmeichel, Frederik Rønnow og Jonas Lössl gjorde det samme.

Mads Hermansen skiftede i sommer Brøndby ud med Leicester City, der netop var rykket ned i The Championship.

Siden har danskeren været storspillende for The Foxes og bliver blandt andet kaldt for 'den bedste keeper udenfor Premier League' i interviewet med The Times.

Du kan se en af Mads Hermansens mange pragtredninger fra denne sæson i videoen øverst i artiklen.