Størstedelen af de danske landsholdsstjerner dumper på de sociale medier. De er simpelthen for kedelige, siger ekspert. B.T Sport har kåret den kedeligste.

'Glæder mig til i morgen.' 'Arbejde, arbejde, arbejde.' 'Tak for støtten i hele 2018, ses i 2019.'

Ovenstående tekster, som er ledsaget af professionelle billeder fra træningsbanen eller til kamp, er tre typiske eksempler på Instagram-opdateringer i 2019 fra landsholdets stjerner - i de her tilfælde Nicolai Jørgensen, Jannik Vestergaard og Christian Eriksen.

»Det er bare så kedeligt. Det har været som at kigge ind på en væg med kun fodbold, fodbold og fodbold. De fleste af dem giver ikke noget af sig selv,« lyder dommen fra Anders Hemmingsen, som kaldes kongen af Instagram i Danmark med 694.000 følgere, og som har vurderet 18 danske landsholdsstjerners Instagram-profiler (se nederst i artiklen).

De nævnte Instagram-opdateringer fra de tre landsholdsstjerner er langt fra usædvanlige i deres tone og indhold. Og det fungerer slet ikke, mener Anders Hemmingsen, som til daglig er ansat på B.T som Instagram-ekspert.

Han er alt andet end imponeret over de danske fodboldstjerners ageren på det populære sociale medie i 2018, hvilket afspejles i hans bedømmelse af 18 landsholdsstjerners Instagram-evner.

Kombinationen af en arbejds-relateret tekst, som lige så godt kunne være - og måske også er - skrevet af en pr-medarbejder, og et generisk fodboldbillede giver nemlig ikke ret meget værdi til fans og følgere af stjernerne, mener han.

»Man skal gå meget op i lige præcis dem eller fodbold, hvis man skal se det sjove i de profiler. Jeg tror ikke, de appellerer til andre, som gerne vil se bag om facaden, end fodboldfanatikere. Derfor når de ikke ud til nye følgere. Det er lidt ærgerligt,« siger Anders Hemmingsen.

Kenneth Cortsen, der er sportsøkonom og forsker ved University College of Northern Denmark, siger, at det er vigtigt for sportsstjernernes brand, at de er tilstede på de sociale medier. Men skal det skabe ekstra værdi for brandet, kræver det, at spilleren er bevidst om at dele indhold, som er attraktivt, og som viser autentiske sider af sportsstjernens personlighed, som bringer folk med bag facaden.

»De sociale medier er en fremragende platform at brande sig på, hvis man gør det ordentligt. Gør man det godt, er det forbundet med nogle kapitaliserings-muligheder gennem sponsorater og den slags,« siger Kenneth Cortsen og fortsætter:

»Men de skal give noget af sig selv, have noget på hjerte og komme frem med det personlige udtryk frem for noget, der bliver en grå metervare, som er knap så interessant. Man skal føle, at man får noget ekstra på spillerens profil, hvorfor skulle man ellers gå derind,« lyder rådet.

Anders Hemmingsen har herunder vurderet 18 danske landsholdsprofilers ageren på Instagram i det forgangne år, og han har uddelt karakterer på en skala fra 1-10 til deres Instagram-formåen. Vi starter med landsholdets største Instagram-analfabeter.

Christian Eriksen, Nicolai Jørgensen og Thomas Delaney er blandt de kedelige danske landsholdsstjerner på Instagram.
Christian Eriksen, Nicolai Jørgensen og Thomas Delaney er blandt de kedelige danske landsholdsstjerner på Instagram. Scanpix / Ritzau / billedmontage
  • Frederik Rønnow: Karakter 1

Det gør han godt: »Han har et sødt smil, der sikkert giver gode likes. Eller. Hans mor synes nok godt om det.«

Det gør han dårligt: »28 billeder siden 2014?! Flere af dem er virkelig intetsigende. Se at komme i gang!«

Det bedste post: »Jamen altså. Jeg kan ikke tage den her profil seriøst. Kun hans smil

Det kedeligste post: »Dem alle sammen. Kampbilleder og trænings-opdateringer og den slags i en uendelighed, som man kan se herunder. Der har han ikke engang orket at skrive en tekst til billedet. Selv en lille emoji havde piftet det op«

 

  • Kasper Dolberg: Karakter 2

Det gør han godt: »Bruger sig selv meget på den gode måde, når han altså endelig tager sig sammen til at gøre det...«

Det gør han dårligt: »... Men: Igen, igen, igen. Der er alt for få billeder fra privatlivet og alt fra mange fra kamp og træning.«

Det bedste post: »En ret sej video, hvor han laver tricks (dog fra 2017).«

Det kedeligste post: »De fleste af dem er sgu ret kedelige. Skuffende, når nu der er så meget potentiale i knægten.«

 

  • Thomas Delaney: Karakter 2

Det gør han godt: »Han er egentlig god til at vise, hvad han render rundt og laver udover fodbolden (hans søde kæreste for eksempel) - når han orker det.«

Det gør han dårligt: »Men han er slet ikke aktiv nok. 82 billeder i alt - og kun 17 fra i år? Come on.«

Det bedste post: »Vi skal helt tilbage til 2012 for at finde noget sjovt. Der ser vi et sjovt billede og tekst af en ko på en strand. Mere af det, tak! Du kan jo godt.«

Det kedeligste post: »Et billede af hans fodboldstøvler. Boring.«

 

  • Pione Sisto: Karakter 3

Det gør han godt: »Han har en fed biografi. Den er dejligt overskuelig, men samtidig ret syret med alt det zen-halløj. Måske skal han dyrke det spirituelle endnu hårdere.«

Det gør han dårligt: »Der er heller ikke her nok billeder fra Pione Sistos egen private verden.«

Bedste post: »De her solbriller er han glad for. Han har dem ihvertfald på op til flere gange.«

Kedeligste post: »Faktisk er de fleste af dem uden ret meget spræl. Denne her topper dog lige de andre. Et portræt uden tekst.«

 

  • Lasse Schøne: Karakter 3

Det gør han godt: »Gode familiebilleder... Desværre er der bare ikke ret mange af den slags i 2018.«

Det gør han dårligt: »I år har han stort set kun lagt billeder op fra kampe og træning. Det er helt renset for personlighed.«

Det bedste post: »I mangel af bedre: En 'throwback' til sit bryllup for tre år siden. Meget sigende...«

Kedeligste post: »Åh, der er igen mange. De fleste er kedelige. For eksempel denne, hvor han nøgternt konstaterer, at Danmark er videre fra VM-gruppen. Det var de fleste nok klar over.«

 

  • Jonas Knudsen: Karakter 4

Det gør han godt: »Der er lidt flere privatbilleder at hente her. I hvert fald af ungen, som blev født under VM - og lidt bryllup. Skønt at se.«

Det gør han dårligt: »Det halter dog stadig med at komme lidt mere bagom fodboldspilleren Jonas Knudsen, som ved gud ikek er nogen stjerne - endnu! Det er en start med farmand-stilen, men ikke nok«

Bedste post: »Knudsen senior, Jonas' far, fylder rundt - og tager lige opvasken. Skønt!«

Kedeligste post: »De fleste er ret kedelige. For eksempel denne med kliché-budskabet 'lad os vinde'. Snork...«

 

  • Jens Stryger Larsen: Karakter 4

Det gør han godt: »Han er ret god til at blogge-pose. Imponerende!«

Det gør han dårligt: »Jamen igen-igen-igen, der er jo nærmest KUN billeder fra banen. Lad os nu se, hvad du spiser til morgenmad eller hvordan du bor nede i Italien.«

Bedste post: »Jeg ved ikke, hvad der sker med alle kyssebillederne, men jeg er vild med det.«

Kedeligste post: »Der er jo nærmest kun kedelige post fra Hareides yndling. Der er mulighed for forbedring.«

 

  • Martin Braithwaite: Karakter 4

Det gør han godt: »Giver til tider okay meget af sig selv og viser os, hvem der gemmer sig bag den lidt introverte angriber.«

Det gør han dårligt: »Mange og meget opstillede billeder. Vi vil se mere fra privatlivet.«

Bedste post: »Han havde forleden pyjamas-filmaften med kæresten. Lidt spøjst, når man er voksen, men sødt nok.«

Kedeligste post: »Svært at vælge. De er godt nok ret kedelige de fleste. For eksempel den herunder: 'Ny uge, nye muligheder.' Seriøst?«

 

  • Nicolai Jørgensen: Karakter 5

Det gør han godt: »Han giver til tider et indblik i 'Life of Nico'. Det er rart at se.«

Det gør han dårligt: »Alt for mange billeder af blogger-kæresten.«

Bedste post: »Hvis man ikke vil have et ligegyldigt billede fra kamp eller træning, så skal man have fruen med (selv om hun dominerer hans profil alt for meget). Her ser de søde ud på ferie i Los Angeles.«

Kedeligste post: »Et billede af kæresten med hund. Hverken hunden eller kæresten kigger op. Alt, alt, alt for iscenesat.«

 

  • Lukas Lerager: Karakter 5

Det gør han godt: »Er god til kig-væk-finten (altså på billeder) og 'cringe hashtags'. Meget SoMe-agtigt!«

Det gør han dårligt: »Men alt i alt: Endnu en virkelig kedelig Instagram-profl. Jeg bliver så træt. Men han skal have point for at forsøge.«

Bedste post: »Der er ikke meget at vælge imellem. Men det må blive denne årskavalkade fra året 2017. Det er dejligt at se, at ‘collage’-funktionen kommer i brug.«

Kedeligste post: »Selv om han her forsøger sig med lidt frisk jule-konkurrence, så er det godt nok et kedeligt spørgsmål. Jeg ville slette det, hvis jeg var Lukas.«

 

  • Peter Ankersen: Karakter 6 (ekstra point for en virkelig smuk kæreste)

Det gør han godt: »Rigtig mange gode kramme-billeder.«

Det gør han dårligt: »Lidt for meget fra banen. Vi vil sgu vide, hvem Peter er i 'virkeligheden', når han ikke fiser rundt som højre back!«

Bedste post: »Det må være et billede fra Nikki Beach. Her ses hele familien - eller snarere bare Peter og damen - ved poolen.«

Kedeligste post: »Et billede, hvor han står med en eller anden esport-type.«

 

  • Andreas ‘AC’ Christensen: Karakter 6

Det gør han godt: »Han har et godt Instagram-fjæs.«

Det gør han dårligt: »Alt for mange billeder fra banen. Det er fint nok, men ryst posen og vis os dit lækre liv i London. Du er superstjerne i Chelsea!«

Bedste post: »Selvom jeg ikke er meget for det, så er det lidt nuttet, at han står og 'graver kranie' med kæresten.«

Dårligste post: »De der ‘nu træner jeg bare eller spiller kamp'-billeder må der godt skrues ned for.«

 

  • Christian Eriksen: Karakter 7

Det gør han godt: »Han er ikke bange for at promovere sig selv. Flotte billeder fra banen. Ofte med en hånd i luften, sjovt nok.«

Det gør han dårligt: »Det bliver hurtigt meget pænt. Lidt for pænt efter min mening. Jeg kunne godt tænke mig at se lidt flere ufiltrerede billeder fra hans forundelrige fynske verden. Han var bedre til det i starten.«

Bedste post: »Klart billedet fra morgenbordet fra hans 26-års fødselsdag. Her kommer man lidt bag facaden. Og bemærk den ekstra store Lurpak-smør. Hvor fanden køber man den?«

Kedeligste post: »Når han laver reklame for energidrikken State. Men der skal jo, øh, smør på brødet.«

 

  • Mathias ‘Zanka’ Jørgensen: Karakter 7

Det gør han godt: »Han rammer et godt miks af både billeder fra banen og fra privatlivet - selv om man altid gerne vil have mere af 'Zanka' bag den seje facade.«

Det gør han dårligt: »Måske lige lidt for mange billeder af ham selv i bar overkrop. Men okay, han er også ganske godt skruet sammen.«

Bedste post: »Backstage-billedet fra ‘Fodbold-foden’ med Nik & Jay. Når drengene fra Værløse dukker op, så er jeg solgt.«

Kedeligste post: »Billeder af fodboldstøvler. Wauw, det er uinteressant. Men okay, det giver gode likes, kan jeg se.«

 

  • Jannik Vestergaard: Karakter 7

Det gør han godt: »God humor. Han er ikke bange for at lave pis med sig selv.«

Det gør han dårligt: »Der mangler flere selfies af hans flotte hår. Det er han altså god til.«

Bedste post: »Klart det sjove billede, hvor han står under en bruser, hvor han tydeligvis er alt for høj.«

Dårligste post: »Arbejd-arbejd. Flot, du har et arbejde, makker. Og et lækkert et af slagsen. Men det der er altså for kedeligt for os andre at se på.«

 

  • Jonas Lössl: Karakter 8

Det gør han godt: »Virkelig flotte billeder sådan rent kvalitetsmæssigt. Og ganske mange fra privatlivet. Det er skønt at se!«

Det gør han dårligt: »Der er simpelthen ikke nok af dem. Mere vil have mere af den fine Lössl-kernefamilie.«

Bedste post: »De opslag, hvor han hænger ud med sin smukke familie. Det er faktisk ret hyggeligt at se på. Men hvis jeg skal vælge et, så må det være det herunder.«

Dårligste post: »Det klassiske, 'se mig, jeg er i træningscentret'-billede.«

 

  • Kasper Schmeichel: Karakter 9

Det gør han godt: »Schmeichel er jo 'Muren'. Alt, hvad han smider op, er nice. Der er både følsomme personlige ting, opdateringer fra kulisserne, fest og fodbold.«

Det gør han dårligt: »Hans billeder er meget polerede.«

Bedste post: »Jeg har sagt det før. Alt med Nik & Jay er så fandens godt. Og det ved Kasper godt. Dem hænger han ud med i 2016. I sommer var det så Helmig senior og Lukas Grahams tur. Fedt nok.«

Kedeligste post: »En gudsjammerligt trist reklame for et produkt.«

 

  • Nicklas Bendtner: Karakter 10

Det gør han godt: »Alt hvad 'Lord' Bendtner smider op er godt på den eller anden måde. Det er jo 'Lorden', for fa'en. Sikke et liv - på godt og ondt. Der bare en grund til, at han er en kæmpe stjerne.«

Det gør han dårligt: »At han ikke uploader mere, end han gør. Jeg kan ikke få nok af ham.«

Bedste post: »Der er jo virkelig mange, men det må blive billedet, hvor han han sidder i bar kasse på hesteryg. Der er lidt Putin over det. Jeg elsker det.«

Kedeligste post: »Billeder med kæresten Philine. Selv om hun er sød og sjov, så vil jeg kun se billeder med Bendtner - i alle tænkelige situationer!«