Så er det danske landsholds modstandere fundet i UEFAs nye turnering Nations League.

Onsdag middag er Irland og Wales blevet parret med Danmark.

Danmark var i det næstbedste lag - League B - i pot 3 med Nordirland, Tjekkiet og Tyrkiet, som man derfor ikke kunne trække.

Fra pot 1 kunne Danmark trække Østrig, Wales, Rusland og Slovakiet, og det blev altså Wales.

Sverige, Ukraine, Irland og Bosnien-Hercegovina var mulighederne fra pot 2, og her blev Irland trukket op til danskerne.

Turneringen, der er lanceret for at afskaffe betydningsløse testkampe, har billetter til EM i 2020 på spil: Fire styk i alt.

Lykkes det ikke at kvalificere sig til EM igennem den velkendte kvalifikationsturnering i 2019, kan man komme til EM via Nations League.

Der vil være op- og nedrykning fra de fire lag, hver gang en Nations League-turnering er afviklet.

Gruppevinderne rykker op - bortset fra det bedste lag, hvor man ikke kan komme længere op - mens nationerne, der slutter sidst i grupperne, rykker ned, bortset fra det laveste niveau.

Herunder kan du se, hvordan lodtrækningen forløb