København. Danmarks kvindelandshold i fodbold rejser mandag eftermiddag til Ungarn for at spille VM-kvalifikationskamp mod Ungarn tirsdag.

Det blev en kendsgerning, da Dansk Boldspil-Union og Spillerforeningen efter langstrakte forhandlinger kom frem til en delaftale for landsholdet natten til mandag.

Det glæder holdets anfører, Pernille Harder.

»Det er super godt, at vi nu kan have fokus på kampen, så må vi gøre resten af aftalen færdig efter kampen.«

»Det er selvfølgelig ikke en optimal opladning, men vi har trænet godt de seneste dage for at stå skarpt til kampen og har fået god behandling,« siger Pernille Harder til TV2 News.

Hun ønsker ikke at fortælle mere om den aftale, som parterne kom frem til.

»Det vil vi give mere info omkring, når resten af aftalen er forhandlet på plads efter kampen,« siger Harder.

Hun retter i stedet blikket mod tirsdagens kamp mod Ungarn.

»Vi kan ikke gøre noget ved forberedelsen, så det tænker jeg ikke på. Jeg tror, vi har gode chancer for at vinde. Ungarn er et hold, vi skal slå,« siger Harder.

Den offensive profil Nadia Nadim er på linje med anføreren.

»Begge parter er glade for delaftalen, så nu glæder vi os til at spille kampen. Det har selvfølgelig ikke været optimalt, men jeg håber ikke, at det påvirker os. Jeg er sikker på, at vi kan få tre point,« siger Nadim til TV2 News.

Tirsdagens kamp begynder klokken 18.

/ritzau/