Der er Champions League-finale lørdag aften i Berlin, og mens ingen af de danske landsholdsspillere har været på et af de to hold, der kæmper om klubfodboldens største trofæ, så skal der alligevel ses fodbold i landsholdslejren.

Juventus og Barcelona får samtlige danske landsholdsøjne på sig, når det 20.45 går løs, og der er sørget for stort tv i mødelokalet på Hotel Marienlyst i Helsingør. Hvem de skal holde med, er de dog mindre enige om.

Foto: Anders Kjærbye
Vis mere

Viktor Fischer:

»For fodboldens skyld holder jeg nok med Barcelona. Det tror jeg. Jeg ved ikke, hvordan Juventus vil gribe kampen an, men det kan man næsten allerede forestille sig. Jeg tænker, at jeg holder med Barcelona.«

»Jeg er ikke i tvivl om, at Messi, Neymar og Suarez kan afgøre det. Det har de gjort i den spanske liga, i pokalturneringen for en uge siden. Så jeg glæder mig nok mest til at se, om Juventus kan lukke ned for Barcelona, for det tror jeg bare ikke, at de kan.«

»Jeg kunne godt finde på at give mig selv en specifik opgave til kampen. Hvis jeg har fået at vide af Morten (Olsen, red.), at jeg skal blive bedre til en specifik ting, så kunne jeg for eksempel holde lidt ekstra øje med, hvad Neymar ville gøre i den situation. Bare lige i få situationer, hvor jeg kan tage noget med. Det er trods alt det allerhøjeste niveau, de spiller på.«

Foto: Anders Kjærbye
Vis mere

Morten Olsen:

»Vi har alle sammen sympati for en bestemt form for fodbold. Jeg har ikke fulgt Juventus så tæt, men jeg har på det seneste set de internationale kampe. Det er et sammentømret hold med gode spillere på alle positioner. Især Pogba, Vidal, Tevez og Morata. Og så har de de italienske forsvarsspillere, som er meget rolige i situationer uanset hvad. Måske lige bortset fra hvis Messi kommer driblende imod.«

»Der er ingen tvivl om, at Juventus i mindre grad kan kreere en kamp og spille med de sværeste betingelser ved at spille på små områder. Der er Barcelona gode, og derfor har jeg mere sympati for dem, fordi de kan det, der er det sværeste i fodbold. At kreere en fodboldkamp.«

»Jeg har altid en blok liggende ved siden af mig, når jeg ser fodbold. Så sidder jeg i min stol med en kop kaffe og noterer nogle ting. Det kan være, hvis det er spillere, du skal møde snart. Men det kan også være trends i fodbold. Og det er positivt for tiden. De hold, der opnår noget, er også dem, der er gode på bolden.«

Foto: Anders Kjærbye
Vis mere

Pierre-Emile Højbjerg:

»Jeg holder med Juventus, fordi dem har jeg holdt med i lang tid. Da jeg var lille, var jeg også altid Juventus, når vi spillede FIFA, så det er meget nemt.«