Det danske landshold kæmper for at vinde kærligheden tilbage.

Danskernes kærlighed. For da landsholdsstjernerne for et halvt år siden ikke stillede op til kampen mod Slovakiet, men det i stedet endte med divisions- og seriespillere, var der noget at kæmpe for. Og den kamp tager Simon Kjær hellere end gerne.

»Jeg tror godt, at folk kan se troen i og evnerne på det her hold. Så kan vi hurtigt blive enige om, at der har været nogle bump på vejen i forhold til popularitet. Det skal vi have bygget op igen, og det er også derfor, der fra DBU's side er blevet lavet den strategi for at få fansene med. Vi skal gøre alt i hele verden for at få fans med til slutrunden, som vi har hjemme i Danmark. Det er egentlig det eneste, som vi ønsker. Så ser vi fremad,« siger Simon Kjær.

Landsholdsanføreren har helt sikkert tænkt over situationen. På de sociale medier begyndte hashtagget #IkkeMitLandshold at vinde indpas, og siden dengang i september har landsholdet skullet kæmpe sig tilbage.

Simon Kjær og Christian Eriksen under det danske fodboldlandsholds træning på Kybun Park i St. Gallen i Schweiz, fredag den 22. marts 2019. Danmark møder Schweiz på udebane i EM kvalifikationen i Basel, tirsdag den 26. marts 2019.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Simon Kjær og Christian Eriksen under det danske fodboldlandsholds træning på Kybun Park i St. Gallen i Schweiz, fredag den 22. marts 2019. Danmark møder Schweiz på udebane i EM kvalifikationen i Basel, tirsdag den 26. marts 2019.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

De vil vinde folkets gunst, og allerede nu kan Simon Kjær mærke, at det lysner.

»Det er absolut opadgående. Det kunne heller ikke komme længere ned, så det går i den rigtige retning. Men jeg tror også, det kommer helt naturligt i form af de kvaliteter og det fodboldhold, som vi har. Vi er nogle glade drenge og nogle fornuftige mennesker, vil jeg selv mene. Det kommer helt naturligt for os. Der er et job på banen, men der er også et job uden for banen, som vi gladeligt gør.«

Hvornår ramte I bunden?

»Det gjorde vi ved konflikten. Så må man en gang imellem lægge sig fladt ned og tage de tæsk, som der kommer. Det lyder som en kliche, men vi må videre og kigge fremad og fokusere på næste kamp. Det er, når vi har kampe, at vi kan gøre endnu mere ud af det.«

Åge Hareide og Peter Møller under det danske fodboldlandsholds træning på Kybun Park i St. Gallen i Schweiz, fredag den 22. marts 2019. Danmark møder Schweiz på udebane i EM kvalifikationen i Basel, tirsdag den 26. marts 2019.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Åge Hareide og Peter Møller under det danske fodboldlandsholds træning på Kybun Park i St. Gallen i Schweiz, fredag den 22. marts 2019. Danmark møder Schweiz på udebane i EM kvalifikationen i Basel, tirsdag den 26. marts 2019.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Så ligger der et kæmpe arbejde ude i DBU, som hele tiden forsøger at optimere de her ting og gøre folk klar til EM i 2020. Når vi er samlet, gør vi alt, hvad vi kan for at hjælpe til. Det gør vi med åbenhed, og så skal vi samtidig vinde nogle fodboldkampe,« siger Simon Kjær.

Det danske landshold samlede i sommer masser af mennesker til storskærmsarrangementer rundt om i landet, og der var en stor forventningsglæde til de danske spillere. Det fes en anelse ud med præstationerne i gruppen, men i knald eller fald-kampen mod Kroatien viste Åge Hareides hold, hvordan Danmark også kan spille.

Det gav tro, og den tro skal tages med videre i jagten på EM i 2020. Den jagt starter med kvalifikationskampen mod Schweiz tirsdag i Basel og skulle gerne ende med EM-kampe på hjemmebane i Parken om 15 måneder. På den vej skal kærligheden og populariteten vindes tilbage, og her har også ansættelsen af Peter Møller som fodbolddirektør hjulpet.

»Det har betydet meget. Han har været et frisk pust. Der har været god dialog, og jeg taler tit med Peter selv. Det er kun skridt i den rigtige retning, og de ting, der er sket, er parkeret og snakket igennem. Så er der kun en ting, der er fokus på. Det er EM2020 og slutrunde i Danmark. Det er det eneste, vi arbejder hen imod,« siger Simon Kjær