Landstræner Kasper Hjulmand kan gå smilende i seng i aften.
Stjernespillere som Kasper Schmeichel, Pierre-Emile Højbjerg og Jannik Vestergaard får nu - af den engelske regering - dispensation til at rejse ind og ud af England uden efterfølgende at skulle selvisolere sig i 14 dage, som de nuværende regler ellers påbyder.
Det bekræfter DBU torsdag aften.
De danske spillere, der nu kommer 'hjem' og slutter sig til landsholdstruppen er: Kasper Schmeichel, Pierre-Emile Højbjerg, Andreas Christensen, Jannik Vestergaard, Mathias Jensen og Jonas Lössl.

Altså bliver den danske landsholdstrup, der søndag møder Island i Parken i Nations League-gruppen, markant forstærket. Onsdag venter Belgien i Bruxelles - formentlig i en sand gruppefinale.
Danmark vandt onsdag aften med 2-0 over Sverige med et hold, der primært bestod af reserver og debutanter.
Kasper Hjulmand er naturligvis lykkelig over samarbejdsvilligheden fra den engelske regering:
»Vi har hele tiden argumenteret for, at spillerne i de engelske klubber kan rejse hjem til Danmark, så vi er glade for, at det nu er muligt.«
»Uanset hvad har det været en fornøjelse at se og arbejde med så mange gode og engagerede landsholdsspillere. Det er godt for landsholdet og godt for dansk fodbold.«
»Nu glæder vi os til at træne op til den vigtige kamp mod Island,« siger landstræneren i en pressemeddelelse.
Der fløjtes op til kamp mod islændingene klokken 20.45 søndag.