’Dette indhold er desværre ikke tilgængeligt lige nu’.

Sådan ser beskeden ud, når man prøver at gå ind på Facebook-profilen ’Landsholdet’.

Og nej, det er ikke DBUs officielle kanal for det danske herrelandshold, der her er tale om, for den hedder slet og ret ’Herrelandsholdet’.

Bag navnet ’Landsholdet’ gemmer sig en såkaldt spoof-konto, hvor afsenderen bag et falsk navn udgiver sig for at være en anden (kendt). Ofte med satirisk indhold.

Og det er også sådan, at ’Landsholdet’ i de seneste måneder har slået sig op med ofte grovkornede og seksuelt ladede opslag om det danske landshold og landsholdsspillerne. Og det gav til tider rigtigt mange likes og delinger på Facebook.

Her er et eksempel på et opslag:

Nu er kontoen lukket.

Det er sket på opfordring fra DBU, bekræfter fodboldunionens kommunikationschef, Jakob Høyer, over for BT.

»Vi kunne se, at der var nogen, der havde lavet en Facebook-side, der meget lignede noget, der kunne komme fra DBU. Og som havde nogle videoer og indhold, som på ingen måder harmonerer med vores værdisæt, da vi jo henvender os til fans i alle aldre,« siger Jakob Høyer:

»Derfor henvendte vi os til dem og sagde, at ’det er altså ikke orden at bruge vores logo på den måde’, og så har de valgt at lukke siden.«

Når man som bruger har scrollet ned gennem sit Facebook-feed har det været nemt at forveksle spoof-profilen ’Landsholdet’ med DBUs officielle profil ’Herrelandsholdet’.

  • For det første var den falske profil udstyret med et DBU-logo, så den til forveksling lignede den rigtige landsholdsprofil.
  • For det andet hed DBUs officielle landsprofil på Facebook rent faktisk ’Landsholdet’, indtil den i september skiftede navn til ’Herrelandsholdet’.

Sådan her fremstod de profiler på Facebook:

De to profiler. Den ægte landsholdsprofil øverst, den falske nederst.
De to profiler. Den ægte landsholdsprofil øverst, den falske nederst.
Vis mere

Sat sammen med det indholdet fik det DBU til at sige stop.

»DBUs brand er jo vores rent juridisk, og det kan vi jo ikke have at andre bruger. Det associerer fanskaren med vores troværdighed, og vi kan ikke have at andre publicerer under det på Facebook eller andre platforme,« siger Jakob Høyer:

»Det har også helt klart spillet ind, at de har publiceret nogle ting, som vi overhovedet ikke har kunnet genkende os selv i. Det er fint nok, at folk skriver om vores landshold og gerne vil være en del af det univers, men det her var småsjofelt, lummert og rigtigt ofte under bæltestedet, og det er ikke den stil, vi bruger, når vi kommunikerer med vores fans eller partnere.«

Den nu lukkede 'Landsholdet'-konto havde lige under 4.000 likes på Facebook.