Konflikten mellem Spillerforeningen og Dansk Boldspil-Union (DBU) er løst indtil videre, og det er holdets anfører, Pernille Harder, tilfreds med. Men hun er ikke tilfreds med DBUs ageren i forløbet.

»Der er mange frustrationer, og jeg vil næsten gå så langt som at sige, at den måde, DBU har kørt det her spil på, har været psykisk terror,« siger Pernille Harder til sport.tv2.dk

Spillerne mødte ikke op til træning under landstræner Søren Randa-Boldt, fordi der ikke var nogen aftale. DBUs modsvar var at melde afbud til VM-kvalifikationskampen mod Sverige med det resultat, at Danmark formentlig dømmes som taber af kampen. Fredag lykkedes det så at blive enige om en del-aftale, som betyder, at Danmark kan stille op til tirsdagens VM-kvalifikationskamp mod Kroatien.

DBUs elitechef, Kim Hallberg, mener nok, at psykisk terror er voldsomme ord at bruge. Men han understreger, at DBU også har følt sig presset.

»Vi har virkelig følt, at de har sat os i en situation, hvor vi skulle vælge imellem at give dem, hvad de ville have, eller at aflyse en fodboldkamp. Det valg synes jeg bestemt heller ikke er noget rart valg at sætte andre i,« siger Kim Hallberg.