Chelsea taber kampe på stribe, og det skyldes dårlig træningsindsats og manglende forberedelse, siger Lampard.

Frank Lampards tid som Chelseas midlertidige cheftræner er ved at komme til en ende, og med kun én kamp tilbage i spidsen for London-klubben kommer han med en hård dom over spillernes indsats.

Lampard, som betragtes som en Chelseas bedste spillere nogensinde, sagde efter torsdag aftens 1-4-nederlag til Manchester United til avisen Evening Standard, at spillerne ikke leverer til træning.

- Det er et spørgsmål, som er naturligt at stille professionelle fra øverste hylde, når de er i dårlig form.

- Den eneste måde at besvare det på er ved at levere, og det begynder med, hvordan man arbejder, hvordan man træner, og hvordan man forbereder sig. Og hvis jeg skal være helt ærlig, så er det det, der ikke har været godt nok, siger Frank Lampard.

Frank Lampard spillede for Chelsea i 13 år frem til 2014, inden han i 2019 kom retur til klubben som cheftræner, hvor han var ansat frem til 2021.

Han blev hentet ind som midlertidig cheftræner i år, efter at Chelsea skilte sig af med Graham Potter, men den romantiske genforening har været alt andet end en succes på banen. Holdet har kun taget en enkelt sejr under hans lederskab og noteret sig for otte nederlag og en enkelt uafgjort.

En af de store kritikpunkter af Chelsea i indeværende sæson har været, at førsteholdet er blevet for stort.

Det består for tiden af hele 31 spillere og har blandt andet ført til, Pierre-Emerick Aubameyang ikke kunne få en plads på listen over Champions League-registrerede spillere.

Netop den store spillertrup nævner Frank Lampard som en af udfordringerne i hans seneste tid hos Chelsea.

- Der er en masse grunde til det (den dårlige træningsindsats, red.), det er ikke bare en stikpille. Det er, fordi der nogle gange er variabler. Det har været en svær sæson. Folk snakker om truppens størrelse. Det er velbegrundede pointer, siger Lampard.

Med bare én kamp tilbage i Premier League-sæsonen ligger Chelsea på en 12.-plads. På søndag, som er sæsonens sidste dag, møder London-mandskabet Newcastle på hjemmebane klokken 17.30 dansk tid.

/ritzau/