FC Barcelona kom aldrig helt op i omdrejninger, men hentede alligevel sin fjerde sejr i træk takket være Lamine Yamal.

I en tæt og chancefattig kamp hos Athletic Club blev teenagestjernen matchvinder med sit flotte mål efter 68 minutters spil i Bilbao.

Med sejren holder Barcelona rivalen Real Madrid, der fredag slog Celta 2-1, på afstand i tabellen.

Barcelona har 67 point mod hovedstadsklubbens 63 point efter 27 runder.

Tirsdag gæster Barcelona engelske Newcastle i den første af to Champions League-ottendedelsfinaler, og måske med det in mente var præstationen på San Mames lørdag mere kontrolleret end sprudlende.

Hjemmeholdet fik en træffer underkendt på grund af offside, og Ferran Torres havde en fornuftig chance, men ellers var første halvleg uden de store højdepunkter.

Tendensen fortsatte langt inde i anden halvleg, hvor Barcelona-keeper Joan Garcia med en god redning holdt Athletic fra at komme foran, inden dødvandet blev brudt efter 68 minutter.

Indskiftede Pedri drev bolden frem og fandt med en god tværpasning den indtil da anonyme Yamal i en god position, hvilket han kvitterede for med et hug, som klinede sig op i det fjerneste målhjørne.

Baskerne har tidligere drillet Barcelona adskillige gange, men siden starten af 2025 har catalanerne haft overtaget. De seneste fem indbyrdes kampe er således vundet med en samlet målscore på 15-0.

/ritzau/