Mohamed Salah bøjer sig ned. Kigger på sine orange fodboldstøvler. Så tager han dem af og skifter til et par identiske. Det er 2013, og han er hverken Premier League-topscorer, Ballon d’Or-favorit eller Champions League-finalist.

Han spiller i schweiziske Basel, og han burde stå på en række sammen med sine holdkammerater midt på banen, som reglerne foreskriver - og give hånd til modstanderne. Men der er problemer med hans fodboldstøvler. Eller er der? Han har i hvert fald placeret et par nye støvler ved sidelinjen, og netop som der skal gives hånd til de 11 spillere fra israelske Maccabi Tel Aviv, forsvinder muslimske Mohamed Salah fra banen. Basel kaldte det en tilfældighed, men ugen efter bliver der spekuleret i, om Mohamed Salah overhovedet tager med til Israel. Det gør han. Og denne gang står han i køen bag sine holdkammerater. Klar til den officielle hilsen. De tre dommere får et håndtryk. De 11 modspillere fra Macabbi Tel Aviv får en knyttet næve som hilsen.

Religion er vigtig for Liverpools egyptiske fodboldgud, der lørdag aften skal forsøge at lave vand til vin med sine fodboldevner i Champions League-finalen for Liverpool. Og netop Mohamed Salahs naturlighed omkring sin religion har gjort ham til en helt blandt masser af muslimer, der kan se Salah knæle efter hver og en af sine 42 scoringer i Premier League og Champions League i denne sæson.

Mohamed Salah med sin karakteristiske jubelscene efter et mål. Han sætter panden i græsset og takker Gud. Det her er fra 2012, hvor Egypten var til OL i London, og Salah scorede mod New Zealand på Old Trafford. 
Mohamed Salah med sin karakteristiske jubelscene efter et mål. Han sætter panden i græsset og takker Gud. Det her er fra 2012, hvor Egypten var til OL i London, og Salah scorede mod New Zealand på Old Trafford.  Foto: ANDREW YATES
Vis mere

Men bliver det en Mohamed Salah i fuld vigør og med energi til at vise sig som fodboldfartdjævlen over dem alle? Det har været Liverpool-fansenes helt store bekymring. For Mohamed Salah er en stærkt troende muslim. Datteren Makka er opkaldt efter islams helligste by - i Danmark kendt som Mekka, hvor profeten Muhammed er født. Derfor faster Mohamed Salah også - eller det har han i hvert fald tidligere gjort - og i år startede Ramadanen altså 15. maj. Men Mohamed Salah holder en pause fra fasten torsdag, fredag og lørdag, fortæller Liverpools fysioterapeut Ruben Pons til ESPN.

Da Mohamed Salah spillede i Chelsea i 2014 fortalte han ellers, at han hverken drak eller spiste, mens det engelske storhold havde sine sæsonforberedelser.

»Ramadanen var en smule svær for mig, fordi vi havde to træningspas hver dag, vejret var meget varmt og jeg spillede i hver kamp. Jeg kunne ikke engang drikke vand før kl. 21.30,« sagde Salah til egyptiske KingFut.

Hvis Mohamed Salah skulle faste op til Champions League-finalen, ville han dog ikke have spist eller drukket i op mod 18 timer inden kampen mod Real Madrid. Og derfor holder han altså en pause, selvom han på Liverpools træningslejr i Marbella fulgte Ramadanen. Og det samme kan ske til VM.

Ifølge egyptiske Independent har stormuftien af Egypten, Shawki Allam, givet det egyptiske landshold lov til at udsætte deres faste i dagene op til den første VM-kamp, men »selvom det er tilladt for landsholdsspillerne at udsætte fasten, understreger Allam, at det vil være bedst, at de faster, hvis de kan«, som avisen skriver.

Det er det, der også har gjort Mohamed Salah til et forbillede blandt muslimer, skriver BBC. For han faster ligesom alle andre. Han føler sig ikke hævet over nogen. Og måske er han endda med til at give islam et langt bedre ry. På Anfield er de i hvert fald ikke i tvivl. De har lavet deres sang til Salah på melodien Good Enough af Dodgy.

»If he's good enough for you he's good enough for me, if he scores another few then I'll be Muslim too. If he's good enough for you he's good enough for me, he's sitting in the mosque that's where I wanna be.«

Vægmaleriet af Mohamed Salah, som egyptiske medier har opkaldt 'den fjerde pyramide' på grund af dets tiltrækningskraft på turister i Kairo.
Vægmaleriet af Mohamed Salah, som egyptiske medier har opkaldt 'den fjerde pyramide' på grund af dets tiltrækningskraft på turister i Kairo. Foto: KHALED DESOUKI
Vis mere

Den fjerde pyramide

I Kairo findes der et stort vægmaleri af Mohamed Salah (se herover). Med det krøllede hår, det tætte skæg og ikke mindst det så karakteristiske store smil med blottede tænder og små øjne. Vægmaleriet kalder egypterne ‘den fjerde pyramide’ som en reference til dets enorme tiltrækningskraft.

Salah er den største i Egypten lige nu. Når han spiller for Liverpool, samles det meste af hans fødeby Nagrig om fjernsynet i den lokale café, skriver Daily Mail. Herfra følger de deres helt - og de slukker, når han bliver taget ud. Det sker heldigvis for dem så sjældent.

I Nagrig var Mohamed Salah den største af fire søskende. Hans far var sælger dengang, og økonomien i familien var beskeden. Der var ikke råd til en lang uddannelse for Mohamed Salah, men han var også kun indstillet på at blive fodboldspiller. Det krævede sine ofre.

Foto: Kilde: Squawka
Vis mere

Salahs første klub var en halv time væk fra hans landsby. Den næste var halvanden time væk. Og da han som 14-årig skrev under med Arab Contractors fra Kairo, måtte han tage en tur på mellem fire og fire en halv timer, har han fortalt til Liverpools hjemmeside. Fem dage om ugen i tre-fire år måtte han tage turen, der krævede op mod fem busskifter for at nå frem

»Jeg måtte tage af sted fra skolen tidligt for at nå til træning. Jeg mødte klokken 7 og var der til klokken 9, og så havde jeg et officielt brev, hvor der stod, at ‘Mo kan forlade skolen tidligt, så han kan være i klubben klokken 14 for at træne’. Så jeg var kun i skole to timer om dagen på det tidspunkt,« fortalte Mohamed Salah til Liverpools hjemmeside.

Ihærdigheden gav pote, og talentet blev udfoldet til det, vi ser i dag, hvor der spekuleres i, hvorvidt Mohamed Salah skal bryde Cristiano Ronaldo og Lionel Messis duopol på Ballon d’Or, hvis han og Liverpool slår Real Madrid og vinder Champions League.

Porten til Europa

Mohamed Salah løfter sin nye trøje op foran sig. Det er Fiorentinas, den er lilla og på ryggen står der ‘Salah’ og ‘74’. Det er ikke hans yndlingsnummer. Det er tværtimod knyttet til en forfærdelig katastrofe. Det er til ære for de 74 dødsofre i stadionkatastrofen i Port Said i Egypten, hvor fangrupperinger fra Al-Masry og Al-Ahly på ekstrem vis angreb hinanden. Knive, køller, sværd, sten og meget andet blev brugt i et voldsorgie, der altså kostede 74 mennesker livet.

Mohamed Salah spillede ikke for nogle af de to hold. Og han var ikke på stadion i Port Said den 1. februar 2012, og selvom hans Fiorentina-rygnummer udelukkende var en gestus til de 74 afdøde, var episoden i Port Said også Mohamed Salahs vej til Europa.

Fodboldfans flygter fra katastrofen i Port Said, hvor 74 mennesker døde som følge af de voldsomme optøjer i 2012.
Fodboldfans flygter fra katastrofen i Port Said, hvor 74 mennesker døde som følge af de voldsomme optøjer i 2012. Foto: STRINGER
Vis mere

For katastrofen i Port Said fik det egyptiske styre til at lukke den hjemlige liga i to år. Mohamed Salah spillede for El Mokawloon - eller Arab Contractors som de også kaldes, og med udsigt til flere år uden en hjemlig liga, var det tid til at finde en ny klub for Salah. Og en specifik kamp blev altafgørende, skriver FourFourTwo. Salah var på det egyptiske U23-landshold, og da den hjemlige liga altså var aflyst, valgte landsholdet i marts at arrangere en træningskamp mod schweiziske Basel som optakt til sommerens OL. Salah fik kun anden halvleg, men mere skulle han ikke bruge for at score to mål. Det var nok til, at Basel inviterede ham på en uges prøvetræning - og i april havde han skrevet under på sin første europæiske kontrakt - med Basel.

Det blev vejen ind til Europa, hvor gennembruddet kom hos det schweiziske storhold, der med Salah både viste sig frem i Europa League og Champions League. Det kunne allerede i 2014 have ført ham til Liverpool, men Salah valgte Chelsea. Et fejlslagent ophold hos London-klubben, et vellykket lejeophold med et dramatisk efterspil i Fiorentina og to successæsoner hos Roma skulle blive den endelige vej til Liverpool for Salah.

Kun i Fiorentina valgte han nummer ‘74’ på ryggen, men det var ikke den eneste gestus til det Egypten, som han elsker så højt.

Elsk din næste indbrudstyv

For mange egyptere er Salah det tætteste, de kommer en levende hellig. Da egypterne skulle stemme til det seneste præsidentvalg, dukkede der historier op om, at det var den naturligvis ikke-opstillede Mohamed Salah, der fik næstflest stemmer efter Abdul Fattah al-Sisi, som løb med imponerende 92 procent, ved valget i marts.

Men Mohamed Salahs status i Egypten skyldes ikke blot de mange mål for Liverpool - eller hans fem af Egyptens otte mål i den VM-kvalifikation, der sendte dem til slutrunden for første gang i 28 år. Salah er - uden selv at reklamere med det - kendt og elsket for sin gavmildhed.

Jubelkaos, da Mohamed Salah har scoret til 2-1 på straffe dybt inde i overtiden mod Congo. Målet sendte Egypten til VM. 
Jubelkaos, da Mohamed Salah har scoret til 2-1 på straffe dybt inde i overtiden mod Congo. Målet sendte Egypten til VM.  Foto: AMR ABDALLAH DALSH
Vis mere

Den bedste og mest sigende historie om Mohamed Salahs næstekærlighed er fra tiden, hvor han spillede fodbold i byen Alexandria. Familiens hus blev ramt af et indbrudstyveri, men bare et par dage senere blev indbrudstyven ifølge Daily Mail fanget. Salahs far var klar på at starte en sag mod ham, men han blev overtalt til at lade være. For Mohamed Salah ønskede ikke at straffe indbrudstyven. Tværtimod. Han gav manden penge til at komme ovenpå, og ikke nok med det så forsøgte Salah også at hjælpe med at finde et arbejde til indbrudstyven.

Sådan er Salah også, men det er aldrig ham selv, der fortæller historierne. Han bryder sig ikke om at tale om sit velgørenhedsarbejde eller om spotlightet, lyder det. Han kunne ellers sole sig i det. For historierne om filantropen Salah er mange. Donationen af en dialysemaskine til et hospital i hjembyen Nagrig, købet af et stykke land til at lave et rensningsanlæg tæt på Nagrig samt renovationen af en skole og moské, som New York Times skriver. Og så er der donationen på 1,8 mio. kr. til en statsstyret fond med ambition om at finansiere udviklingsprogrammer til at rette op på økonomien i Egypten. Eller donationen til hospitalet i Nagrig, som skulle etablere en langt bedre børneafdeling i kølvandet på et højt dødstal blandt børn i byen, som SharkiaToday skriver. Og sådan fortsætter listen.

Ydmyg, men kæk

Mohamed Salah har bedt sin ven og Liverpool-holdkammerat Dejan Lovren om et lift. De skal til Liverpools årlige prisuddelingsfest, der fungerer som en form for aflsutning på sæsonen. Den kroatiske forsvarsspiller siger naturligvis ja, men da han ruller op for at hente sin stjerne-ven, bliver han ikke helt tilfreds, fortæller han Liverpools Youtube-kanal.

For Mohamed Salah sætter sig ikke ind ved siden af sin ven. Egypteren åbner i stedet bagdøren og sætter sig ind bag Dejan Lovren.

Dejan Lovren og Mohamed Salah er gode venner.
Dejan Lovren og Mohamed Salah er gode venner. Foto: JOHN SIBLEY
Vis mere

Salah laver gas til træning.
Salah laver gas til træning. Foto: PAUL ELLIS
Vis mere

Det er også Mohamed Salah. Det store smil, gavtyv-attituden og så garneret med den kækhed, som også karakteriserer ham på banen. Som da han i fodboldmagasinet FourFourTwo blev spurgt til, om han havde regnet med at score så mange mål i sin første Liverpool-sæson.

»Jeg vil ikke lyde arrogant, men ja. Altså, jeg ved godt, jeg er god,« lød svaret selvsikkert og med et stort grin.

Og Salah er god, men med en sejr over Real Madrid kan han løfte sig endnu et luftlag op. Derop, hvor hans barndomsidol og Real Madrid-træneren Zinedine Zidane befandt sig.

»Jeg blev forelsket i fodbold første gang, da jeg var barn og omkring syv eller otte år gammel. Jeg kan huske, at jeg altid så Champions League og så forsøgte at være som den brasilianske Ronaldo, Zidane eller Totti, når jeg spillede på gaden med mine venner. Jeg elskede den slag spillere - spillere, der spillede med magi,« har Salah fortalt Liverpools hjemmeside.

Nu efterligner børnene i Kairo og Nagrig ikke længere Ronaldo, Zidane eller Totti. De kæmper for at ramme samme magi som Mohamed Salah.

 

Kilder: FourFourTwo, KingFut, El Balad, MiddleEastEye.net, Daily Mail, liverpoolfc.com, New York Times, SharkiaToday.