Når offensivspilleren fra Lazio Gustav Isaksen mandag mødes med resten af fodboldlandsholdet, er det med en noget særpræget sæsonstart i bagagen.
Isaksen, der under landstræner Brian Riemer har fået en nøglerolle for Danmark, fik konstateret virussen mononukleose, også kendt som kyssesyge, i preseason, og den smitsomme sygdom blev taget meget alvorligt.
- Jeg rykkede direkte i 14 dages isolation ude på klubbens anlæg, hvor jeg hele tiden blev overvåget af en læge. De var meget forsigtige og bange for, at jeg kunne smitte mine holdkammerater, så der blev ikke taget nogen chancer.
- Det var nogle hårde uger, hvor feberen også meldte sin ankomst, samtidig med at halsen hævede, og jeg næsten ikke kunne synke, fortæller Isaksen i et stort interview med TV 2 Sport.
Mens holdkammeraterne forberedte sig til den nye sæson, kunne Isaksen blot vente på, at han igen måtte forlade isolationen.
- Jeg blev skør i hovedet af bare at ligge og kigge op i loftet i 14 dage uden at vide, hvornår jeg kunne vende tilbage til en normal hverdag igen.
Selv i perioden efter isolationen blev det taget store forholdsregler, og Isaksen måtte i begyndelsen nøjes med at træne i sin egen kælder, før klubben igen turde byde ham velkommen.
Efter mere end en måneds pause fik Isaksen stille og roligt lov til at begynde at træne i klubben igen, men i starten trænede han helt alene og havde stadig ikke tæt kontakt med holdet.
I alt gik der to måneder fra de første symptomer meldte sig, indtil det var helt overstået.
Nu mærker han ingenting, og han meldte sig helt klar, da Riemer skulle udtage truppen til landskampene mod Belarus på torsdag og Grækenland på søndag.
Kampformen lade dog noget tilbage at ønske, da Isaksen blot har fået 35 minutter på banen i Serie A efter sit comeback.
I lørdagens 3-3-kamp mod Torino fik den 24-årige kantspiller de sidste 24 minutter.
/ritzau/