William Kvist måtte igen forlade banen før tid, da Stuttgart løb ind i nyt Bundesliga-nederlag.

Efter to scoringer af Jefferson Farfan vandt Schalke 04 og træner Jens Keller sikkert 3-0 hjemme over Stuttgart og hægter sig dermed på i toppen med 24 point, der rækker til en foreløbig femteplads efter 14 kampe i den bedste tyske række.

Men lørdagens nederlag blev anderledes bekymrende for udeholdet Stuttgart, hvor danske William Kvist for anden kamp i træk blev udskiftet i et nederlag. Efter godt en times spil ved stillingen 2-0 til hjemmeholdet Schalke04, blev danskeren revet ud fra den centrale midtbane af cheftræner Thomas Schneider, der ellers har givet den 28-årige dansker comeback på holdt efter en lang periode i skyggen under den tidligere træner Bruno Labbadia.

Med det klare nederlag er Stuttgart nu på Bundesliga-plads nummer 11 med fem point ned til nedrykningspladserne. I rundens øvrige kampe, vandt topholdet Bayern München 2-0 over bundholdet Braunschweig efter to mål af Arjen Robben. Borussia Dortmund fastholdt tredjepladsen i rækken, da holdet vandt 3-1 ude over Mainz med Robert Lewandowski som dobbelt målscorer. Andepladsen blev dog solidt forsvaret af Bayer Leverkusen, der vandt 3-0 over Nürnberg og stadig er fire point bag Bayern München og tre point foran Borussia Dortmund.

Rundens mest målpakkede opgør stod Hoffenheim og Werder Bremen for. 4-4 endte opgøret, hvor danske Jannik Vestergaard så til fra Hoffenheims bænk. Her kunne han se sit hold gennemleve en grum skæbne, da en føring på 4-2 blev forvekslet til 4-4, da Werder Bremen udlignede i kampens sidste minut.

Oprykkerne fra Hertha Berlin spillede 0-0 hjemme mod Augsburg.