Fredag blev det offentliggjort, at FCK's William Kvist er indstillet til bestyrelsen i Parken Sport & Entertainment.

Men ved mandagens pressemøde i Parken var der en yderligere nyhed.

Den 34-årige snart pensionerede midtbanespiller træder fra sommer nemlig også ind i bestyrelsen hos esportsorganisationen North, der er ejet af FC København og Nordisk Film.

Og det er noget, som Kvist ser utrolig meget frem til.

»Jeg synes, det er enormt spændende, og så tror jeg, jeg har noget at levere i forhold til spillernes præstationer. Det er på mange måder som at spille fodbold bare med andre redskaber, og det glæder jeg mig til. Jeg tror meget på, at jeg kan være med til at løfte North til et nyt niveau,« siger han til B.T. og fortsætter:

»Og så glæder jeg mig til at opleve en ny og vild branche, som er i udvikling, og som på sigt kan blive et meget vigtigt ben for FCK og Nordisk FIlm.«

Senest vandt North sæson 2 af eSuperligaen i konsolspillet 'FIFA', ligesom de også har et Counter-Strike-hold, der i øjeblikket ligger nummer 12 på verdensranglisten.

Og Christian Sørensen, der er direktør i North, glæder sig over ansættelsen.

North ejer blandt andet et dansk Counter-Strike-hold, der er en del af verdenseliten.
North ejer blandt andet et dansk Counter-Strike-hold, der er en del af verdenseliten. Foto: North
Vis mere

»Vi hilser det velkommen, at William træder ind hos os. Han kommer ind med en masse erfaring fra både nationalt og internationalt fodbold i forhold til at kunne præstere på højeste niveau over længere tid. Og så ved han noget om at optimere de små marginaler og gøre det til bedre præstationer,« siger direktøren til B.T.

»Og så er han jo en vindertype, og dem vil vi gerne have nogen af.«

North er en af landets største esportsorganisationer og har sågar deres daglige gang i Telia Parkens lokaler. Og det er herfra, at den tidligere FCK-anfører skal forsøge at bidrage med det, han kan.

»Jeg tror, at William (Kvist, red.) er meget interesseret i North som projekt, og jeg vil bestemt mene, at han kan være med til at styrke os,« fortæller en glad Christian Sørensen.

34-årige William Kvist starter sit arbejde som bestyrelsesmedlem efter sommerferien.