Det kribler i kroppen for at komme i kamp efter to uger i træningslejr hos William Kvist

Den 17. maj checkede William Kvist ind i EM-lejren. Siden har den stået på intensiv træning med resten af holdkammeraterne udelukkende med fokus på den første EM-kamp på lørdag mod Holland.

Et par dage inde i ankomsten til Polen kan Stuttgart-profilen godt mærke, at det godt snart må blive lørdag.

- Nu kribler det ligesom i kroppen. Vi er begyndt at finpudse de taktiske detaljer op til Holland-kampen, og vi har det nok alle sammen sådan, at nu vil vi i gang, siger William Kvist.

Den centrale midtbanemotor er dog tilfreds med forløbet op til den første EM-kamp.

- Det er kommet sådan lidt i etaper. Det har sådan set passet op fint med at starte hårdt op i Helsingør, og så tage det lidt mere afslappet her i Polen og mere kigge på det taktiske ting. Når vi så kommer til Ukraine på fredag, så er jeg sikker på, at vi bare vil ud på banen hurtigst muligt og få spillet den kamp, lyder det fra Kvist.