Kvindelandsholdet starter med ni af de 11 spillere, der i sidste måned indledte EM-finalen i Holland.

Györ. Det danske kvindelandshold indleder VM-kvalifikationen tirsdag klokken 18 på udebane mod Ungarn efter en uge præget af konflikt.

Den midlertidige landstræner Søren Randa-Boldt stiller stort set med de samme spillere, der for halvanden måned siden startede inde i EM-finalen mod Holland.

Eneste undtagelser i forhold til finalenederlaget til hollænderne er i forsvaret, hvor Janni Arnth erstatter den skadede Simone Boye, mens Line Røddik overtager venstreback-positionen fra Cecilie Sandvej.

Anfører Pernille Harder og Nadia Nadim starter i front med Sanne Troelsgaard og Katrine Veje på kanterne, mens Maja Kildemoes og Sofie Junge ligger på den centrale midtbane.

Theresa Nielsen er højreback, mens Janni Arnth i midterforsvaret får selskab af Stine Larsen. Stina Lykke passer det danske mål mod verdensranglistens nummer 39, Ungarn - Danmark er nummer 12.

Optakten til kvalifikationskampen i Ungarn har været præget af uro på grund af svære forhandlinger om en ny landsholdsaftale for kvinderne.

Først mandag blev Dansk Boldspil-Union (DBU) og Spillerforeningen enige om en delaftale, der i første omgang sikrer, at tirsdagens opgør i Györ overhovedet bliver spillet.

Uenighederne nåede dog at få den konsekvens, at sidste uges udsolgte EM-revanche i Horsens mod Hollands europamestre blev aflyst.

Forhandlingerne mellem DBU og Spillerforeningen fortsætter efter opgøret i Györ.

Ud over Ungarn er de danske fodboldkvinder i gruppe med Sverige, Kroatien og Ukraine i VM-kvalifikationen.

Det ventes, at Danmark og Sverige skal kæmpe om gruppens førsteplads, der sikrer direkte adgang til VM. Derudover er der en spinkel chance ved at slutte som toer. På tværs af syv kvalifikationspuljer er der blot en enkelt VM-plads.

VM i 2019 spilles i Frankrig.

/ritzau/