Meget usædvanligt var der en kvindelig hoveddommer til Champions League-kampen mellem Bayern München og FC København.

Stéphanie Frappart kom under stort pres foran de 75.000 mennesker på Allianz Arena. 

Især mod slutningen af 0-0-kampen ville de mange tyskere have hende til at give straffespark, da en bold ramte Peter Ankersen omkring armen, og lige dér gik det op for FCK-træner Jacob Neestrup, hvem der passede fløjten.

»Jeg når lige at tænke, at jeg læser en artikel på Tipsbladet, hvor hun bliver kaldt straffedronning, og det nåede jeg lige at tænke på, men da hun løb ud til skærmen, havde jeg en idé om, at det kunne gå vores vej,« siger Jacob Neestrup, der i virkeligheden var endnu mere spændt, da FC København i samme tidsrum fik mulighed for at komme foran.

Foto: Anna Szilagyi/EPA/Ritzau Scanpix
Vis mere

Men fra tæt hold ramte Mohamed Elyounoussi Bayern-spillere, og det samme gjorde Rasmus Falk, da bolden efter et hjørnespark endte hos midtbanespilleren.

»Dér, hvor det hoppede mest herinde, var den tripelchance, hvor jeg kan forstå, at vi ikke bare lige sparker den op i nettaget, men det er sådan, det er,« forklarer Neestrup, som var et stort smil efter det store resultat.

»Det er da et kæmpe, kæmpestort point, som vi alle er stolte over. Vi møder et hold, som nogle gange slagter sine modstandere, og det er de ikke i nærheden af at gøre mod os. Det er jeg meget stolt over,« forklarer FCK-træneren og fortsætter:

»Sammen med City er de måske det bedste hold i verden, og det er ikke ligefrem, fordi de kommer med U14-holdet. Så jeg synes, at det er et kæmpe resultat,« forklarer Neestrup, som også glædede sig over måden, det kom i stand på.

»Det er en god præstation, hvor vi fortjent får et point. De havde bolden mere end os, og det havde de også i Parken. I de to kampe har de været bedre end os mellem felterne, men i felterne og i forhold til at skabe chancer er det fuldstændig lige mod Bayern München i næsten 200 minutter.«

»Det er meget flot, synes jeg. Vi er nu et af få hold, der har formået at tage et point på Allianz (i Champions League-gruppespillet, red.), det taler for sig selv.«

FC København er med en sejr over Galatasaray om to uger i Parken sikker på at gå videre i Champions League for anden gang i historien.