Kvindelandshold fortsætter norsk Qatar-protest
Før torsdagens testkamp mod Belgien kom de norske fodboldkvinder med et budskab om menneskerettigheder.

Før torsdagens testkamp mod Belgien kom de norske fodboldkvinder med et budskab om menneskerettigheder.

Norges protester mod næste års VM i Qatar fortsætter.
Før en testkamp mod Belgien torsdag aften markerede de norske fodboldkvinder deres utilfredshed med forholdene i Qatar med et budskab om menneskerettigheder.
Spillerne stod ifølge nyhedsbureauet NTB med venstre hånd i vejret. På hænderne stod der "human rights" (menneskerettigheder).
Op til begyndelsen på den europæiske del af herrernes VM-kvalifikation har der været stor debat om slutrunden, og flere fodboldlandshold har markeret sig med protester.
Det norske landshold lagde ud med at bære t-shirts, der opfordrede til at forsvare menneskerettigheder. Siden fulgte en række landshold trop med forskellige protesttrøjer.
Danmarks landshold bar t-shirts med teksten "football supports change" (fodbold støtter forandringer) forud for kampene mod Moldova og Østrig.
Torsdag aften møder de danske landsholdskvinder Irland i en testkamp, men der vil ikke være nogen form for Qatar-markering, oplyser Dansk Boldspil-Unions (DBU) presseafdeling til Ritzau.
I Norge har flere klubber offentligt opfordret Norges Fodboldforbund (NFF) til at boykotte turneringen. Forbundet har meddelt, at det afholder et ekstraordinært møde med en eventuel VM-boykot som hovedtema 20. juni.
Den britiske avis The Guardian regnede sig i februar frem til, at mindst 6500 migrantarbejdere har mistet livet i Qatar, siden landet blev tildelt værtskabet for VM i 2022 for 11 år siden.
/ritzau/