En kvinde i 20'erne har fået en dom på fire års fængsel i en sag om afpresning af fodboldstjernen Son Heung-min.
Det meddeler Yonhap News TV ifølge nyhedsbureauet AFP mandag.
Kvinden med efternavnet Yang var sigtet for at afpresse Son i 2024, da hun sendte stjernen et scanningsbillede af et foster og hævdede, at hun var gravid med hans barn.
Kvinden krævede 300 millioner won, svarende til cirka 1,3 millioner kroner, som hun brugte på luksus- og designervarer.
I marts 2025 forsøgte hun og en medsvoren mand i 40'erne at afpresse Son for yderligere 70 millioner won, svarende til 300.000 kroner, men denne gang svarede stjernen igen med en politianmeldelse.
Kvinden og manden med efternavnet Yong blev anholdt i maj og har altså nu fået deres dom. Manden er idømt to års fængsel for forsøg på afpresning.
33-årige Son Heung-min er anfører for det sydkoreanske landshold, som han har repræsenteret 140 gange.
Efter ti år hos engelske Tottenham skiftede han i sommer til Los Angeles FC i den nordamerikanske MLS.
/ritzau/
