West Ham-spilleren Kurt Zouma blev 1. juni kendt skyldig i dyremishandling for at have sparket til sin kat.

Zoumas grimme adfærd fra februar var tydelig for alle og enhver, efter optagelser af mishandlingen ramte de sociale medier, og han modtog 180 timers samfundstjeneste og et forbud mod at holde katte i fem år for sin ugerning.

I et interview med klubbens hjemmeside fortæller forsvarsspilleren, at han fortryder at have udøvet vold mod sin kat.

»Det har været en svær tid for mig og min familie. Jeg har åbenlyst gjort noget meget slemt, og jeg undskylder igen for, hvad jeg har gjort. Jeg ved, at det var meget ubehageligt for folk at se på, og jeg er meget, meget ked af det,« siger forsvarsspilleren.

»Jeg fortryder det meget og prøver at komme videre med min familie og se fremad. Jeg har lært af det, det er det vigtigste, jeg kan sige. Jeg har helt sikkert fået støtte fra mange, mange mennesker, som har prøvet at hjælpe mig med at forblive fokuseret, og jeg prøver at være glad.«

Kurt Zouma blev fældet af sin brors optagelse af episoden, som han havde sendt til en kvinde, han egentlig skulle have været på date med.

Det var ikke just noget, der imponerede hende, og hun afslog daten.

»Jeg synes ikke, det er okay at slå en kat på den måde – lad være med at komme i dag,« sagde kvinden til broren Yoan Zouma, som også blev sigtet i sagen.

Franskmanden har beholdt sin plads på holdet i Premier League-klubben og starter inde i de fleste kampe. I denne sæson er det blevet til et mål – ud over selvmålet at være et dårligt menneske mod dyr.