»Det har været en ordentlig omvæltning.«

Sådan siger Lasse Schöne til B.T., da han skal sætte ord på starten på 2021. Et nyt år, der står i skarp kontrast til det forgangne, der var præget af store skuffelser.

For få måneder tilbage var han frosset helt ude i Genoa uden mulighed for at vise sig frem, men nu er midtbanespilleren fast mand i hollandske Heerenveen og tilbage på det danske landshold.

»Jeg stod jo i en situation, hvor man ikke rigtig kunne se lyset for enden af tunnelen,« erkender den 34-årige dansker.

Lasse Schöne (i midten) har spillet syv kampe for Heerenveen og scoret et mål.
Lasse Schöne (i midten) har spillet syv kampe for Heerenveen og scoret et mål. Foto: MAURICE VAN STEEN
Vis mere

Schöne kom til Genoa i august 2019 fra den hollandske storklub Ajax Amsterdam. Til at starte med kørte det hele på skinner, men så gik det galt.

»Under mit første år i Genoa er jeg den spiller, der får flest minutter af alle i hele truppen,« fortæller han.

»Men så ryger jeg helt ud af truppen. Det var meget pludseligt.«

Da den nye sæson gik i gang, var Schöne ikke engang på listen over de spillere, som Genoa kunne bruge i Serie A. Derfor fik han ikke et eneste minuts spilletid fra 29. juli og en kamp mod Sassuolo, indtil han fik ophævet sin kontrakt i januar 2021.

Selvom det var noget af et sats, valgte han og familien at flytte tilbage til Holland. Uden at vide, om han overhovedet ville kunne finde en arbejdsgiver i Holland.

Men senere viste det sig, at satset gav pote.

»Nogle gange må man tage nogle chancer, og så kan der være bid eller ej. Det har der så været her,« siger Lasse Schöne og sætter igen ord på overgangen fra 2020 – der bød på en tiltagende, verdensomspændende pandemi og en arbejdsmæssig nedtur i Genoa – til 2021, hvor han er fast spiller i den bedste række i Holland og udtaget til landsholdet.

»Det har været et ret markant vendepunkt, men det er også her, jeg gerne ville hen. At gå fra ikke at være en del af truppen i en klub, fordi man ikke er skrevet på listen, til at spille for et hold, man er glad for, spille på højt plan og igen blive udtaget til landsholdet.«

Lasse Schöne kan efter eget udsagn ikke sige så meget om bruddet med Genoa. Han kan »ikke rigtig gå ind i indholdet af kontraktmæssige årsager«, forklarer han.

Én ting er dog sikkert: Selvom fremtiden er uvis, da han 'kun' har kontrakt med Heerenveen sæsonen ud, har han mod på fodbolden.

Han ved ikke, hvad han skal endnu. Men han har i hvert fald ikke tænkt sig at lægge støvlerne på hylden.