Barcelonas nye vidunderdreng Gavi er på alles læber i øjeblikket.

Kun 17 år gammel, men moden nok til at udfylde en kæmpe rolle som fast mand og motor i en af verdens største klubber.

Med den status følger naturligvis en stor opmærksomhed, og nu er en detalje omkring hans støvler blevet et stort samtaleemne.

Gavi spiller nemlig med løse snørebånd, som man kender det herhjemmefra hos Superliga-stjernen Pione Sisto.

FC Midtjyllands profil forklarer årsagen til det usædvanlige look sådan:

»Jeg synes, det gør det nemmere at drible, når de ikke er bundet. Det gør en kæmpe forskel. Det er især, når jeg cutter, hvor jeg ikke skal have hele kroppen med, men kun dreje min fod.«

»Jeg kan godt lide at spille på den måde. Jeg kan godt lide, når der er masser af plads til fødderne, så de kan dreje, lave et cut og sådan noget.«

»Jeg plejer at have mine støvler løst snøret, men med de støvler jeg har fået nu, har jeg det rigtig fint med at spille, uden at de er bundet,« har Pione Sisto forklaret.

Med andre ord kan han nok godt finde ud af det. Det er tilsyneladende modsat årsagen til, at Gavi ikke gør det. Det mener den spanske journalist Marc Prats, som dækker Barcelona tæt, at vide.

»Han vænnede sig til det i en ung alder, fordi han ikke kunne finde ud af at binde dem. Nu er han ligeglad med det,« siger journalisten.

Bundne snørebånd eller ej, Gavi gør det forrygende og er allerede landsholdsspiller for Spanien i en meget ung alder.