Kvindelandsholdet i fodbold vinder prisen for præstationen ved EM i Holland, hvor det blev til sølvmedaljer.

Kvindelandsholdet i fodbold er vinder af Kulturministerens Idrætspris i 2017. Med prisen følger 100.000 kroner, der blev uddelt ved en reception i København mandag aften.

Kvindelandsholdet får prisen for indsatsen ved sommerens EM-slutrunde i Holland, hvor holdet fik sølv efter at have tabt finalen til netop Holland.

- Kvindelandsholdets præstation ved EM-slutrunden i Holland rækker langt, og den rækker bredt, siger kulturminister Mette Bock (LA) og fortsætter:

- Den rækker helt ind i pigeværelserne rundt omkring i landet, og den inspirerer unge piger såvel som os andre til at dyrke idræt og yde en indsats i fællesskab.

2017 var ikke på alle måder et eventyrligt år for kvinderne. Året bød også på en langstrakt konflikt i forbindelse med forhandlinger om en ny landsholdsaftale for kvinde- og U21-landsholdet.

Spillerforeningen og Dansk Boldspil-Union (DBU) kunne ikke enes om en ny aftale, hvilket førte til aflysning af både en testkamp og en VM-kvalifikationskamp for kvinderne. Sidstnævnte medførte et nederlag på 0-3 til Sverige samt en bøde.

I slutningen af november blev parterne enige om en ny fireårig aftale.

I forbindelse med mandagens prisuddeling valgte ministeren at fokusere på årets sportslige højdepunkt.

- De har skrevet idrætshistorie ved at vinde en EM-sølvmedalje, og de gjorde det ved at yde en præstation ud over det sædvanlige, hvor de blandt andet beviste at fællesskab rækker langt.

- Kvindefodbolden rummer et stort potentiale, der kan bidrage til indfrielsen af regeringens 2025-målsætning om at blive mere idrætsaktive, lyder det fra Mette Bock.

Kulturministerens Idrætspris har været uddelt hvert år siden 2005 og hylder en "exceptionel idrætspræstation" inden for enten elite- eller breddesport.

Kvindelandsholdet, der blev indstillet af Danmarks Idrætsforbund (DIF), vandt prisen foran 11 andre indstillede kandidater.

Sidste år fik hækkeløberen Sara Slott Petersen prisen.

/ritzau/