Rasmus Højlund er som genfødt i Napoli-trøjen.
Forud for sæsonen lejede den syditalienske kultklub danskeren i Manchester United, hvor angriberen var blevet kørt helt ud på et sidesport efter et bittert forløb.
Alt det er man fuldstændig ligeglad med i Italien, hvor Højlund i weekenden igen var på pletten med en scoring i 2-1-sejren over Genoa.
Danskeren er efterhånden blevet lidt af et Instagram-fænomen med sine fængende tekster på sine opslag. Og efter sin nye scoring vækker han igen opsigt.
For stikker han til Manchester United? Det er i hvert fald sådan, mange tolker hans ord.
'Der skal åbenbart to til tango,' skriver han i sit seneste opslag, der er blevet liket flere hundredetusinde gange.
Og det kan meget vel være en stikpille med tanke på, at flere eksperter påpegede, at Højlund ikke fik meget hjælp som angriber i Manchester United af sine medspillere.
Det er der blevet vendt op og ned på i Napoli, hvor den belgiske stjerne Kevin de Bruyne har sat sig for at servicere ham med oplæg.
Højlund er en del af den danske landsholdstrup i denne uge, der møder henholdsvis Hviderusland og Grækenland i VM-kvalifikationen.