Den kroatiske højreback Karlo Bartolec skal væk fra FC København denne sommer.

Det fastslår forsvarsspillerens agent Aleksandar Bogojevic til B.T.

Årsagen er, at den 26-årige kroat savner spilletid. Bartolec kom til FCK for to år siden fra FC Nordsjælland, men på det er spilleminutterne blevet færre og færre for kroaten.

- Tiden er kommet til, at Karlo og FC København skal gå hver til sit, siger Bogojevic til avisen.

- Der er "no hard feelings" fra vores side. Det startede godt for Karlo, som kom til som landsholdsspiller, men siden er det ikke blevet til meget spilletid.

- Vi håber, at vi finder en løsning, der fungerer for alle, siger agenten.

I det igangværende mesterskabsspil i Superligaen er det blot blevet til 49 minutters spilletid fordelt over ni kampe.

Onsdag aften fik han otte minutter som sen indskifter, da FCK holdt liv i guldhåbet før sidste spillerunde med en 4-2-sejr over FC Midtjylland.

Karlo Bartolec har to år tilbage af sin kontrakt med FCK.

/ritzau/