Kroatien fik en dårlig begyndelse på torsdagens skæbnekamp mod Færøerne i VM-kvalifikationen, men rejste sig og indløste billet til næste års slutrunde i USA, Canada og Mexico.
De undertippede færinger kæmpede for at holde liv i deres VM-håb og bragte sig foran allerede efter et kvarter. Men Kroatien udlignede før pausen og lukkede kampen overbevisende i anden halvleg.
Opgøret i Rijeka endte med kroatisk sejr på 3-1.
Det betyder altså, at Kroatien er klar til sin fjerde VM-slutrunde på stribe, og vurderer man på baggrund af de seneste to verdensmesterskaber, vil der være store forventninger til kroaterne næste år.
I 2018 hentede de sølvmedaljer efter finalenederlag til Frankrig, mens det i 2022 blev til bronzemedaljer.
Efter et imponerende kvalifikationsræs kunne Færøerne med en sejr lukke hullet til Tjekkiet på den andenplads, der udløser en playoffkamp, men den færøske drøm om VM-deltagelse er nu slukket.
Det så ellers positivt ud for færingerne efter 16 minutter, da den højt profilerede kroatiske forsvarsspiller Josko Gvardiol smed bolden væk på egen banehalvdel.
Geza David Turi opsnappede kuglen, drev den frem til kanten af feltet uden pres fra et passivt kroatisk forsvar, og med hjælp fra en afretning bragte han Færøerne på sejrskurs.
Josko Gvardiol fra Manchester City gjorde skaden god igen efter 23 minutter. Forsvarsspilleren fik lidt tilfældigt fat i bolden efter en dødbold og udplacerede FC Fredericia-keeper Mattias Lamhauge mellem de færøske stænger.
I anden halvleg var der ikke så meget tvivl om, hvem der var stærkest. Selv om Færøerne havde muligheder, var det Kroatien, der sværmede om det færøske felt. Og efter 57 minutter kom målet. Josip Stanisic sendte bolden frem i feltet, hvor Petar Musa i høj fart tæmmede den og sparkede den i nettet til 2-1.
Det sidste søm blev slået i den færøske kiste efter 70 minutter, da veteranen Ivan Perisic fra venstrekanten hældte bolden mod fjerneste stolpe, hvor Nikola Vlasic sprang op og sendte den i nettet med indersiden.
/ritzau/
