Den tidligere Manchester United-stjerne Wayne Rooney skyder med skarpt mod sin gamle chef, den legendariske United-manager Alex Ferguson.

Rooney bombede løs for United i 13 sæsoner med stor succes, men på trods af en lang og glorværdig karriere kommer han nok ikke i nærheden af Fergusons bedrifter i United.

United-legenden, der i 27 år stod i spidsen for klubben og vandt alt, hvad man kunne, er dog ikke ufejlbarlig, hvis man spørger Rooney.

I en klumme i Sunday Times kristiserer den tidligere engelske landsholdsangriber Fergusons taktik i de to Champions League-finaler mod Barcelona i henholdsvis 2009 og 2011, hvor United begge gange tabte til Pep Guardiolas mandskab.

Foto: PETER POWELL
Vis mere

»Det er altid svært for en klub som Real Madrid at gå ind til en kamp og sige: 'Vi giver bolden til jer'. Det samme gjorde sig gældende hos United. Men vi tabte to Champions League-finaler på det, fordi vi pressede for højt, hvilket var direkte selvmord. Jeg kan huske, da Ferguson sagde: 'Vi er Manchester United, og vi skal angribe. Sådan er kulturen i klubben', så tænkte jeg, at jeg ikke var så sikker på det,« skriver Rooney.

Ifølge ham selv var han ikke den eneste, der tænkte sådan.

»Jeg tror, at alle spillere inderst inde vidste, at det var den forkerte tilgang, at vi droppede den måde, vi havde skabt succes i Champions League-semifinalen (mod Barcelona, red.) i 2008. Og ja, så blev vi i stedet udspillet begge gange. For mig betyder det ikke noget, hvordan du gør det i de store kampe – så længe du vinder. Bare se på, hvordan Liverpool kæmpede sig igennem sidste års finale (mod Tottenham, red.). Og jeg tror, at Zinedine Zidane har det samme mindset,« lyder det fra Rooney.

Mens Ferguson er gået på pension, er Rooney stadig aktiv som spiller hos Derby County.

Rooney stoppede dog på landsholdet i 2018.