Publikum reagerede øjeblikkeligt.
De begyndte at buhe af målmanden på det hold, som de ellers var mødt op for at holde med, danske Kasper Schmeichel.
Og ifølge Daily Record blev de ved med at buhe, hver gang han havde bolden i resten af kampen.
»En ekstraordinær reaktion,« som det lyder hos mediet om tilskuerne, der »vendte sig mod deres egen målmand«.
Scenen udspillede sig i weekenden, da Kasper Schmeichels Celtic-hold kom bagud med 1-3 mod ærkerivalen Rangers. Det blev også slutresultatet.
»En spektakulær modreaktion, der sjældent ses i moderne fodbold,« som Daily Record også skriver.
Samme sted lyder det videre, at den danske landsholdsmålmand godt nok har haft en formidabel karriere.
»Men i en alder af 39 år bliver det kun tydeligere hver uge, at Celtic-målmandens bedste dage ser ud til at godt og grundigt at være bag ham.«

Også på skotsk tv var der kritik af danskeren.
Hos Sky Sports lød det ifølge Glasgow Times fra eksperten Chris Sutton efter kampen mod Rangers:
»Schmeichel ser ud til at være ude af form. Han har været dårlig i hele sæsonen. Det tredje mål var en skændsel.«
Han kaldte videre det manglende indgreb ved 1-3-målet for en »chokfejl«.
Medeksperten Neil McCann var enig og sagde, at Kasper Schmeichel lavede »en stor fejl«.
Hos The Scottish Sun bliver det ligeledes konstateret, at den danske målmand havde en stor andel i Rangers' tredje mål.
Og Daily Record mener videre, at Kasper Schmeichel faktisk ikke har spillet godt siden maj sidste år, hvor han havde en særdeles uheldig rolle i pokalfinalenederlaget til Aberdeen.
»Fejlene har gradvist sneget sig ind i hans spil,« som det også lyder.
Celtic har generelt haft en skuffende sæson, hvor holdet lige nu 'kun' er på andenpladsen i den skotske liga med seks point op til Hearts.

