I toppen af artiklen kan du se Aaron Ramseys 2-0-scoring mod AC Milan.

Henrikh Mkhitaryan og Aaron Ramsey scorede for Arsenal, som vandt 2-0 ude over AC Milan i Europa League.

Milano. Arsenal står med et ben i Europa Leagues kvartfinaler efter den første ottendedelsfinale mod AC Milan torsdag aften.

På udebane vandt englænderne med 2-0 efter to scoringer i første halvleg.

Holdene mødtes i knockoutfasen i Champions League i 2008 og 2012, men er i denne sæson at finde i den næstbedste og knap så lukrative europæiske klubturnering.

Det er Arsenals første europæiske rejse på anden klasse siden sæsonen 1999/2000, hvor holdet røg ud af Champions League efter gruppespillet for derefter at nå frem til Uefa Cup-finalen i København.

Kigger man på de to kæmpers aktuelle ligaplacering, får begge meget svært ved at kvalificere sig til Champions League via deres nationale ligaer.

Derfor ses en Europa League-titel som de to klubbers bedste mulighed for at komme med i det fineste selskab i næste sæson.

Det afspejlede sig også i de to holds startopstillinger, hvor holdene modsat tidligere i turneringen ikke lod sine profiler hvile.

Arsenal var rejst til Milano med en stribe svage præstationer i frisk erindring, men der var ingen indikationer på krise i holdets præstation.

LÆS OGSÅ: Optimismen bobler i Brøndby: Derfor ændrer klubben målsætning før tid

Arsène Wengers mandskab spillede meget disciplineret, og Milan kom kun frem til halve muligheder. I den anden ende var Arsenal ikke meget mere chanceskabende, men til gengæld effektive.

Efter et kvarter kom holdet foran 1-0, da Henrikh Mkhitaryan trak ind i banen med en sparkefinte, før hans hårde spark blev afrettet af Leonardo Bonucci, så bolden snød målmandstalentet Gianluigi Donnarumma.

I sekunderne inden pausen blev det endnu værre for hjemmeholdet. Mesut Özil fandt et lille hul, så han kunne stikke Aaron Ramsey fri, og waliseren rundede Donnarumma og trillede bolden i mål til 2-0.

I anden halvleg jagtede Milan en reducering, men Arsenal-forsvaret afviste italienerne gang på gang.

Samtidig havde Arsenal ikke travlt med at forbedre et i forvejen godt udgangspunkt, og derfor sluttede kampen uden yderligere scoringer.

Der er returkamp i London torsdag i næste uge.

/ritzau/

Se også