Krisen er til at føle på i Manchester United i disse dage.

Med syv point i otte kampe er storklubben kun to point fra sidstepladsen i Premier League. 

Søndag måtte Manchester United igen gå fra banen som tabere, da de tabte 0-3 til Bournemouth hjemme på Old Trafford.

Mandag er der indkaldt til krisemøde i storklubben, og det ligner, at Michael Carrick er en færdig mand som træner i klubben.

Det skriver The Telegraph.  

Det engelske medie skriver dog, at der ikke er truffet nogen endelig beslutning om at fyre Michael Carrick endnu, men at der skal finde en alvorlig samtale sted på krisemødet.

Efter kampen mod Bournemouth blev den tidligere Manchester United-spiller og nuværende cheftræner, Michael Carrick, hyldet af hjemmebanefansene, da kampen var slut.

Søndag sagde Carrick, at han ikke vidste noget om sin fremtid, men benægtede, at han havde taget afsked med fansene, da han gik en runde på Old Trafford efter nederlaget søndag.

Det er kun ti måneder siden, at Ruben Amorin blev fyret i den engelske traditionsklub, men ifølge britiske medier er jagten på en ny træner allerede så småt i gang. 

Her nævnes både tyske Julian Nagelsmann og engelske Eddie Howe som alternativer til cheftrænerposten.