Sport bør ikke tages som gidsel i et storpolitisk spil, men det er uundgåeligt.

Det er holdningen hos Sol Campbell, tidligere engelsk landsholdsprofil og mangeårig forsvarsstjerne i Arsenal, som i dag ernærer sig som politiker.

I et interview med Talksport udtrykker han forståelse for britiske politikere, herunder Helle Thorning-Schmidts mand, Stephen Kinnock (SE VIDEOEN ØVERST), som mener, at den diplomatiske krise mellem Storbritannien og Rusland bør få konsekvenser for næste sommers fodbold-VM i Rusland.

Men han mener dog, at det er den forkerte strategi.

Sol Campbell i aktion for Arsenal.
Sol Campbell i aktion for Arsenal. Foto: Paul Thomas
Vis mere

»Folk har altid brugt fodbold til at øge deres magt. Det kommer ikke til at ændre sig. Fodbold er magtfuld ting,« siger Sol Campbell, som stillede op som kandidat til borgmestervalget i London for de Konservative i 2015:

»Politisk er det et minefelt. Der er mange, som er oprevede og peger fingre. Jeg forstår folks holdninger, jeg forstår folks usikkerhed. Men fodbold er i sidste ende det største show i sportens verden. Jeg siger ikke, at showet bare skal køre videre, men hvis jeg var spiller og risikerede at misse VM, ville jeg være oprevet. De skal nok nå den rigtige beslutning, men spillerne vil gerne spille. Sådan skal det være. Sport skal rejse sig over det politiske.«

En af de britiske politikere, der har kastet sig ind i sagen, er Stephen Kinnock, som er parlamentsmedlem, og er gift med den tidligere danske statsminister Helle Thorning-Schmidt.

Stephen Kinnock sammen med Helle Thorning-Schmidt.
Stephen Kinnock sammen med Helle Thorning-Schmidt. Foto: FLINDT MOGENS
Vis mere

Krisen mellem de to stormagter har fået Stephen Kinnock til at foreslå premierminister Theresa May, at hun skal arbejde for at VM med hjælp fra verdensfodboldforbundet FIFA skal udsættes et år.

Han frygter nemlig, at Rusland præsident, Vladimir Putin, vil bruge slutrunden som en stor pr-kampagne.

»Vil premierministeren rette henvendelse til FIFA for at undersøge mulighed for at udsætte VM til 2019 - og så holde det i et mere passende land eller lande,« spurgte Kinnock ved en forespørgselsdebat i The House of Commons i onsdags.

Sol Campbell.
Sol Campbell. Foto: PAUL BARKER
Vis mere

Premierminister Theresa May er også kritisk over for det russiske VM, og har krævet, at ministre og kongefamilien boykotter VM ved ikke at dukke op til slutrunden. Hun vil dog ikke spærre for det engelske landsholds VM-deltagelse.

Baggrunden er det anspændte forhold mellem Storbritannien og Rusland i øjeblikket som følge af nervegiftangrebet mod en tidligere russisk spion i Storbritannien.

Ritzau skriver, at det mandag i denne uge fik Theresa May til at kalde det 'meget sandsynligt', at Rusland udførte angrebet på Sergej Skripal og hans datter 4. marts i Salisbury.

Begge svæver i øjeblikket mellem liv og død.

Rusland har nægtet ansvaret for angrebet, men den britiske regering valgte onsdag at udvise 23 russiske diplomater.

Ritzau skriver ydermere, at det ifølge FIFAs regler, er forbudt for regeringer at blande sig i fodboldmæssige anliggender.

Det Engelske Fodboldforbund (FA) slår også fast, at kun sikkerhedsmæssige spørgsmål kan fremtvinge et engelske afbud til VM.

»Det er ikke op til os at foretage de bredere politiske beslutninger.«

»Nøglepunktet er sikkerheden for vores spillere, ansatte og alle, der deltager for os. Det gælder selvfølgelig også vores fans, og der vil vores primære fokus være,« siger Robert Sullivan, der er kommunikationschef i FA.

England spiller første kamp ved VM-slutrunden mod Tunesien 18. juni.