Skæbnestund.

Snart kender FC Københavns Rodrigo Huescas konsekvenserne af sin vanvidskørsel i indre København.

Mandag klokken 13.00 skal FC Københavns mexicanske forsvarsstjerne møde op i Københavns Byret, efter at han i januar blev målt til at køre 111 km/t. på Kalvebod Brygge, hvor hastighedsgrænsen er 50 km/t.

Og ifølge færdselsloven betragtes det altså som 'vanvidskørsel'.

Tidligere på måneden fortalte Københavns Politi til B.T., at anklagemyndigheden vil gå efter at straffe FCK-profilen med udvisning af Danmark.

Og B.T. har nu fået aktindsigt i politiets tilkendegivelse til Byretten og kan nu løfte sløret for den eksakte straf, som Huescas risikerer.

Heri lyder det, at anklagemyndigheden ‘nedlægger påstand om udvisning i medfør af udlændingelovens paragraf 49’, og at der skal være et indrejseforbud gældende i mindst i fire år – jævnfør udlændingelovens paragraf 32.

Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Det var klokken 04.40 om natten den 25. januar, at den 21-årige mexicaneren blev målt til at køre 111 km/t. i sin leasede BMW 4. 

Rodrigo Huescas har indtil videre fået frataget sit kørekort, og den leasede bil er blevet konfiskeret. Til FC Københavns hjemmeside udtalte han i marts:

»Jeg har dummet mig helt ubeskriveligt, og jeg undskylder for at have udvist så dårlig dømmekraft. Jeg har ikke levet op til mit ansvar som rollemodel, og jeg accepterer naturligvis konsekvenserne. Jeg er meget ked af det og flov.«

FC Københavns sportsdirektør, Sune Smith-Nielsen, udtalte i samme ombæring, at mexicanerens handling var ‘uacceptabel’.

»Som fodboldspiller i F.C. København har man et stort ansvar for at vise vejen frem og agere korrekt, og det har Rodrigo fået klart og tydeligt besked på.«

Hverken FC København eller Rodrigo Huescas har ønsket at udtale sig om yderligere om sagen udover det, som klubben meldte ud i marts.

Følg retssagen live her på bt.dk fra klokken 13.00 af.