B.T. kunne tidligere i dag løfte sløret for, at anklagemyndigheden vil have FC Københavns unge mexicanske back-stjerne Rodrigo Huescas udvist af landet.

Det sker, efter at han er blevet tiltalt for vanvidskørsel - den 21-årige mexicaner kørte angiveligt 111 kilometer i timen på Kalvebod Brygge i København, hvor den tilladte fart er 50 kilometer i timen.

Og ifølge B.T.s sportsredaktør, Lasse Vøge, er Huescas-sagen en reminder til alle Superliga-klubber.

»Nu vil anklageren så have Huescas udvist af landet. Det kommer næppe så vidt, men det understreger situationens alvor.«

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

»Denne sag må være en huskekage til alle Superliga-klubber. Hallo, I henter unge spillere fra fjerne egne til et koldt land, gør dem til millionærer og udstyrer dem med en helvedes masse fritid.«

»Det er opskriften til møgsager - hvis man som klub ikke sørger for, at der er et netværk, der griber de unge udenlandske spillere, inden de ligger og leger Max Verstappen i en 50 kilometer-zone klokken 04 om natten,« siger Lasse Vøge.

Til FC Københavns hjemmeside har Rodrigo Huescas tidligere beklaget sin dumhed - og han har inden retssagen allerede fået frataget sit kørekort. 

»Ansvaret ligger selvfølgelig først og fremmest hos Huescas i denne sag. Men der er altså også en finger, der peger på FC København. For det er desværre ikke første gang, at der er udfordringer med unge udenlandske stjerner i storklubben.«

»Og hvis Retten - stik imod min forventning - vælger at udvise mexicaneren, så er konsekvenserne fuldstændigt uoverskuelige for FCK og Huescas,« lyder det fra Lasse Vøge.

Huescas sag skal for retten 28. april.

B.T. har været i kontakt med FC København, der ingen kommentarer har til udviklingen.

B.T. Fodbold

B.T. Fodbold er podcasten til dig, der elsker Superligaen og landsholdet. I denne episode sukker panelet over fodboldspillets mest håbløse regel. FCK har med to hurtige 1-0-sejre generobret førstepladsen, FCM er røget i landskampspausefælden, Viborg er flyvende - og Vejle missede en gylden mulighed. Vært(er): Lasse Vøge Medvært: Jonas Ryefelt Producer: Lasse Vøge Programansvarlig: Niels Philip Kjeldsen Husk, at skrive dig op til nyhedsbrevet her