»Det er tid til forandring. Hvis du venter længere, vil det være for sent.«

Det var ikke til at tage fejl af den besked, som Chelsea-stjernen Thiago Silvas kone, Belle Silva, skrev på X efter klubbens seneste nederlag i Premier League.

Det var en direkte opfordring til Chelsea-ejer Todd Boehly om at fyre manager Mauricio Pochettino.

Nu kryber hun til korset med en undskyldning efter den opsigtsvækkende melding.

Belle og Thiago Silva har været gift siden 2005. De har to sønner sammen.
Belle og Thiago Silva har været gift siden 2005. De har to sønner sammen. Foto: Franck Fife/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Jeg er ked af det, mit personlige udbrud som en passioneret Chelsea-fan har forårsaget,« skriver hun i et nyt opslag på X onsdag.

»Jeg brænder for holdet, jeg trives med sejre, og jeg er ked af nederlag.«

»Vi ønsker alle det samme, et vinderhold, kom så Chelsea!,« fortsætter hun opslaget.

Belle Silva har dog fået massiv opbakning i kommentarsporet efter sit vredesudbrud.

'Du skal ikke undskylde for at sige det, vi alle har sagt. Hvis vi taber igen, så sig det igen,' skriver en, mens en anden skriver 'Vi er fuldstændigt enige med dig. Det nuværende Chelsea er ikke, som Chelsea burde være. Du sagde intet andet end sandheden.'

Thiago Silva spillede hele kampen og scorede det ene af Chelseas to mål i nederlaget på 2-4 til Wolverhampton søndag.

Det var klubbens tiende nederlag i 23 kampe i Premier League i denne sæson. Chelsea ligger nummer 11 i tabellen.